Bibliotek
Lektion 26: 2 Nefi 4


Lektion 26

2 Nefi 4

Indledning

Efter Lehis død blev Laman og Lemuel vrede på Nefi »på grund af Herrens irettesættelser« over, at Nefi havde talt til dem (se 2 Ne 4:13-14). Bekymret over sine brødres holdning og handlinger og over sine egne svagheder og synder nedskrev Nefi sine følelser i et udtryksfuldt og poetisk sprog. Han beskrev sin kærlighed til skrifterne og sin taknemlighed for de velsignelser og den styrke, han havde fået af Herren (se 2 Ne 4:15-35).

Forslag til undervisningen

2 Nefi 4:1-11

Lehi rådgiver og velsigner sin familie

Skriv følgende spørgsmål på tavlen, før klassen begynder:

Hvis I var en trofast bedsteforælder og jeres børn ikke efterlevede evangeliets standarder, hvilket råd ville I så give jeres børnebørn?

Indled klassen med at opfordre eleverne til at svare på spørgsmålet på tavlen. Når eleverne har svaret, spørger du:

  • Hvilket ansvar har forældre og bedsteforældre for at undervise og rådgive deres børn og børnebørn?

Du kan som en del af denne samtale eventuelt læse eller bede en elev om at læse følgende udtalelse:

»Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at elske og tjene hinanden, til at overholde Guds befalinger samt til at være lovlydige samfundsborgere, uanset hvor de bor. Ægtemænd og hustruer – mødre og fædre – vil over for Gud blive holdt ansvarlige for udførelsen af disse pligter … Den øvrige familie bør hjælpe til, når der er behov herfor« (»Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129).

Indled 2 Nefi 4 med at forklare, at før sin død rådede Lehi sine efterkommere til at holde befalingerne. Bed eleverne om at læse 2 Nefi 4:3-11 og finde frem til, hvilket folk Lehi underviste, og det råd, som han gav dem.

  • Hvem underviste Lehi? (Se 2 Ne 4:3, 8, 10-11).

  • Hvilket løfte gav Lehi til Laman og Lemuels børn? (Se 2 Ne 4:7, 9).

  • Hvilket ansvar ville I ud fra 2 Nefi 4:5 sige, Herren har givet forældre? (Eleverne bruger måske andre ord til at besvare dette spørgsmål, men vær sikker på, at de forstår, at forældre har et gudgivent ansvar for at undervise deres børn i evangeliet).

  • Hvilke sandheder har I bl.a. lært af jeres forældre eller bedsteforældre?

Tilskynd eleverne til at være stærke led i deres familiekæde – at efterleve evangeliet og forberede sig på at blive retskafne forældre. Vis eventuelt plakaten med titlen »Be a Strong Link« (se http://lds.org/liahona/2003/09/poster?lang=eng).

2 Nefi 4:12-35

Nefi anerkender sine svagheder og udtrykker sin tillid til Herren

Skriv på tavlen Min sjæl fryder sig ved …

Bed eleverne om at skrive denne sætning i deres skriftstudiebog og afslutte denne udtalelse ved at nævne ting, der fryder deres sjæl.

Bed en elev om at læse 2 Nefi 4:15-16 højt for få at vide, hvordan Nefi afsluttede denne sætning.

  • Hvilke ting ville vi måske gøre, hvis vores sjæl frydede sig ved skrifterne?

  • Hvad vil det for jer sige at fryde sig ved det, der hører Herren til?

  • Nefi sagde, at hans hjerte grundede over det, han havde set og hørt. Hvad betyder det for jer?

Påpeg, at Nefi oplevede stor glæde i sit liv. Dog kom han også ud for vanskeligheder. Lad eleverne læse 2 Nefi 4:12-13 for sig selv, så de kan se de udfordringer, som Nefi oplevede på dette tidspunkt i sit liv. (Lehis død og Lamans, Lemuels og Ismaels sønners vrede).

Mange af Nefis prøvelser stammede fra hans ældre brødres handlinger og indstilling. Men Nefi følte også sorg over sine egne svagheder. Skriv på tavlen Mit hjerte sørger på grund af …

Bed eleverne om at læse 2 Nefi 4:17-18 og finde årsagerne til Nefis sorg.

Når eleverne har haft tid til at læse disse vers, spørger du dem, hvad de har fundet frem til. Led deres opmærksomhed hen mod ordene elendige, kød og omklamret i disse vers. Forklar, at ordet elendige betyder ynkelige eller af dårlig kvalitet. I skrifterne henviser ordet kød ofte til de svagheder, vi har, fordi vi befinder os i en falden tilstand. Ordet omklamrer betyder at omringe eller yde pres fra alle sider.

  • Hvilke eksempler er der på vanskeligheder, der kan omklamre os? (Det kan være svar som bekymringer derhjemme, jævnaldrendes pres, svære lektier og fristelser).

Lad en elev læse 2 Nefi 4:19. Bed eventuelt eleverne om at markere udtalelsen »alligevel ved jeg, til hvem jeg har sat min lid«. Påpeg, at Nefis ord i 2 Nefi 4:19 viser, at han går fra at føle sorg til håb.

  • Hvad tror I, at Nefi mente, da han sagde: »[Jeg] ved … til hvem jeg har sat min lid«?

  • Hvordan kan det hjælpe os at huske Herren og hans godhed i tider med modløshed?

Læs 2 Nefi 4:20-25 højt. Bed eleverne om at følge med i deres skrifter. Bed dem om at se efter ord og udtryk, der illustrerer, at Gud støtter dem, der sætter deres lid til ham.

  • Hvilke ord eller udtryk i 2 Nefi 4:20-25 synes I giver mening? Hvorfor?

  • Tænk på engang, hvor Herren støttede eller hjalp jer i en svær tid. Hvordan hjalp han jer? Hvordan har den oplevelse påvirket jer?

Det kan være en god idé at give eleverne tid til at tænke på sådanne oplevelser og skrive dem ned i deres skriftstudiebog. Eleverne kan også have gavn af, at du fortæller om engang, hvor Gud støttede eller hjalp dig.

Hjælp eleverne til at forstå, at Nefis evne til at huske og påskønne det, Herren tidligere havde gjort for ham, gav ham håb og mod til at blive bedre. Bed eleverne om at læse 2 Nefi 4:26-30 for sig selv og se efter, hvordan Nefis oplevelser påvirkede hans ønske om at være retskaffen. Bed nogle få elever om at fortælle om det, de har fundet.

Bed et par elever om at skiftes til at læse højt fra 2 Nefi 4:30-35. Find som klasse frem til de forpligtelser, som Nefi indgik med Herren og de velsignelser, han bad om.

  • Hvad kan vi lære af denne bøn, som kan hjælpe os i vore personlige bønner? (Eleverne bruger måske andre ord til at besvare dette spørgsmål, men vær sikker på, at de forstår, at oprigtig bøn kan styrke vores løfte om at overvinde synd og modløshed.

Bed eleverne tænke på engang, hvor bøn hjalp dem til at overvinde synd eller modløshed. Foreslå dem eventuelt, at de fortæller om deres oplevelser eller skriver dem ned i deres skriftstudiebog.

Giv eleverne et øjeblik til at se efter et skriftsted i 2 Nefi 4, der afspejler et ønske, de har. Efter et passende stykke tid læses følgende udtalelse af ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum om, hvordan bøn kan fremme åndelig vækst:

»Der kan være ting ved vores personlighed, vores opførsel eller i forbindelse med vores åndelige vækst, som vi har brug for at rådføre os med vor himmelske Fader om i vores morgenbøn. Efter på passende vis at have udtrykt tak for modtagne velsignelser beder vi indtrængende om forståelse, vejledning og hjælp til at gøre det, vi ikke kan gøre af egen styrke alene. Når vi beder, kan vi fx -

• tænke over de tilfælde, hvor vi har talt hårdt eller upassende til dem, vi elsker mest.

• anerkende, at vi ved bedre end som så, men vi handler ikke altid i overensstemmelse med det, vi ved.

• udtrykke anger for vore svagheder og for ikke at aflægge det naturlige menneske mere oprigtigt.

• beslutte at efterligne Frelserens liv mere helhjertet.

• bede om større styrke til at gøre det bedre og blive bedre« (»Bed altid«, Liahona, nov. 2008, s. 41).

Afslut ved at henvise til de udtryk, du skrev på tavlen tidligere i lektionen (»Min sjæl fryder sig ved …« og »Mit hjerte sørger på grund af …«). Udtryk din forvisning om, at selv når vi står over for vanskelige situationer, kan vi opleve lykke og fred, når vi søger Herrens hjælp.

scripture mastery iconGennemgang af mesterskriftsteder

Bemærk: Længden af denne lektion giver måske tid til følgende aktivitet til at øve mesterskriftsteder. Du kan udføre aktiviteten i begyndelsen, som en pause mellem nogle lektionssektioner eller til slut i lektionen. Sørg for at gøre det kort, så der er tid nok til lektionen. Se i tillægget i slutningen af dette hæfte andre aktiviteter til at gennemgå mesterskriftsteder.

Quizzer kan befordre elevernes hukommelse om det, de har lært, og måle hvor meget de har lært. Vælg nogle få, nye mesterskriftsteder og bed eleverne om at læse og afmærke dem i deres skrifter. Giv dem derpå en mundtlig quiz om disse skriftsteder og andre mesterskriftsteder, de allerede har lært. Skriv for hvert skriftsted et nøgleord eller -udtryk fra seminarbogmærket. Bed herefter eleverne om at søge det rigtige skriftsted i deres skrifter.

Kommentar og baggrundsinformation

2 Nefi 4:16-35 Overvindelse af vore synder og svagheder

Når vi studerer Nefis dybfølte anmodning til Herren om hjælp til at overvinde sine synder og svagheder, ser vi, at vi kan henvende os til Herren og bede om samme hjælp. Nefis ord genlyder i de sidste dages profeters ord.

Profeten Joseph Smith har sagt:

»Jo nærmere mennesket kommer fuldkommenheden, desto klarere bliver dets indsigt, og desto større dets glæde, indtil man har overvundet det onde i sit liv og mistet ethvert ønske om at begå synd« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 208).

Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum vidnede om de velsignelser, vi får, når vi omvender os:

»Hvorfor har vor Fader og hans Søn befalet os at omvende os? Fordi de elsker os. De ved, at alle vil bryde evige love. Uanset om de er små eller store, kræver retfærdigheden, at enhver overtrådt lov opfyldes for at bibeholde løftet om glæde i dette liv og privilegiet om at vende tilbage til vor himmelske Fader. Hvis retfærdigheden ikke opfyldes på dommens dag, vil det resultere i, at vi bliver kastet bort fra Guds nærhed for at være under Satans magt (se 2 Ne 9:8-10; 2 Ne 2:5).

Det er vor Mester og hans forsonende handling, som gør det muligt for os at undgå en sådan fordømmelse. Det bliver gjort ved hjælp af tro på Jesus Kristus, lydighed mod hans befalinger og ved at holde ud i retfærdighed til enden.

Udnytter I fuldt ud omvendelsens forløsende magt i jeres liv, så at I kan have større fred og glæde? Følelser af forvirring og modløshed signalerer ofte et behov for omvendelse. Den mangel på åndelig vejledning, som I søger i jeres liv, kunne også være resultat af overtrådte love. Fuldstændig omvendelse vil, hvis der er brug for den, gøre jeres liv harmonisk. Den vil ordne alle de indviklede åndelige smerter, som kommer af overtrædelse. Men i dette liv kan den ikke afhjælpe nogle de fysiske konsekvenser, som kan indtræffe på grund af alvorlig synd. Vær vise og lev altid langt inden for retfærdighedens grænser, som er fastsat af Herren« (»Vejen til fred og glæde«, Liahona, jan. 2001, s. 31).