Lektion 93
Alma 36
Indledning
Efter sin mission blandt zoramitterne rådgav Alma hver af sine sønner personligt. Hans råd til sin søn Helaman står i Alma 36 og 37. Alma vidnede for Helaman om, at Gud vil udfri dem, der sætter sin lid til ham. For at illustrere denne sandhed beskrev Alma sin oplevelse år tidligere, da han blev udfriet af smerten for sine synder gennem Jesu Kristi forsoning. Han fortalte også om sine bestræbelser for at bringe andre til Kristus og opleve glæden ved deres omvendelse.
Bemærk: Lektion 94 giver mulighed for, at lade tre elever undervise. Har du ikke allerede gjort det, kan du vælge tre elever nu og give dem kopier af de udvalgte afsnit i lektion 94, så de kan forberede sig. Giv dem en opmuntring til at studere lektionsmaterialet under bøn og at søge Helligåndens vejledning, så de kan vide, hvordan de skal tilpasse lektionen til deres klassekammeraters behov.
Forslag til undervisningen
Alma 36:1-5
Alma belærer Helaman om Guds kraft til at udfri
Bed eleverne om at tænke på de positive måder, hvorpå et vidnesbyrd eller en bestemt belæring fra deres forældre har påvirket dem. Bed en eller to elever om at fortælle klassen om deres tanker.
Forklar, at kapitel 36-42 i Almas Bog indeholder Almas råd til sine sønner. Kapitel 36-37 er henvendt til Helaman, kapitel 38 er henvendt til Shiblon, og kapitel 39-42 er henvendt til Corianton.
Lad eleverne sætte sig i Helamans situation, da han lyttede til sin fars vidnesbyrd i Alma 36:1-5. Bed eleverne om at læse disse vers for sig selv og finde det, der gør indtryk på dem ved Almas vidnesbyrd.
-
Hvad gør mest indtryk på jer i disse vers? Hvorfor?
Alma 36:6-22
Alma beskriver sit oprør og forklarer, hvordan han fik tilgivelse
Forklar, at Alma fortalte om sin oplevelse med at blive udfriet fra smerten af sine synder som et yderligere vidnesbyrd om Guds magt til at udfri dem, der sætter sin lid til ham. Bed eleverne om at skimme Alma 36:6-9 og sammenfatte det, der skete for Alma, da han og Mosijas sønner gik omkring og søgte at tilintetgøre Kirken.
Bed en elev om at læse Alma 36:10 højt. Bed klassen om at finde ud af, hvor længe Alma led for sine synder. Forklar, at vi i Alma 36:11-17 får en meget mere detaljeret beretning om det, som Alma oplevede i løbet af sine tre dage og tre nætter med lidelser, end vi gør i andre beretninger om hans omvendelse (se Mosi 27 og Alma 38). Del eleverne op parvis. Bed parrene om at studere Alma 36:11-17 og finde Almas udtryk for frygt eller smerte. Foreslå eventuelt eleverne at markere det, de finder. Lad eleverne gengive de ord og udtryk, de finder. (Skriv dem eventuelt på tavlen). Stil eventuelt følgende spørgsmål for at uddybe elevernes forståelse af de ord og udtryk, de finder.
-
Hvad tror I, at disse udtryk (eller ord) betyder? Hvad fik Alma til at føle på den måde?
Hjælp eleverne til bedre at forstå ordene martret, oprevet og pine ved at læse følgende udtalelse af præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum:
»Plaget (martret) betyder også ›pint‹. Fordums var en pinebænk et stativ, hvorpå offeret blev lagt med hver ankel og håndled bundet fast til en stav, som så kunne drejes for at forårsage uudholdelig smerte.
En harve er et stativ med pigge. Når den trækkes hen over jorden, river og flår den jorden. Skrifterne taler ofte om sjæle og sind som værende revet op af skyld.
Martre (pine) kan betyde ›at vride‹, en torturmåde, der er så smertefuld, at selv de uskyldige ville tilstå« (»Mesterens berøring«, Liahona, juli 2001, s. 25).
-
Hvad kan Almas oplevelse lære os om syndens virkninger? (Hjælp eleverne til at finde frem til følgende sandhed: Synd leder til større smerte, lidelse og anger).
-
Fremgår det, at Alma oplevede smerte og anger for sine synder umiddelbart efter at have begået dem? Hvorfor tror I, at det er vigtigt at indse, at vi ikke nødvendigvis med det samme mærker virkningerne af vore synder?
Bed eleverne om at tænke over oplevelser, hvor de har følt smerte eller anger for deres synder. Læs derpå følgende udtalelse af præsident Packer:
»Vi har alle følt samvittighedsnag som følge af vore fejltagelser …
Hvis I plages af den deprimerende følelse af skyld eller skuffelse, af fiasko eller skam, findes der helbredelse« (»Mesterens berøring«, s. 25).
Påpeg, at selv om Alma følte en intens smerte og anger for sine synder, huskede han helbredelsen af sin smerte.
-
Hvad huskede han ifølge Alma 36:17?
Bed en elev om at læse Alma 36:18 højt. Bed klassen om at finde det, som Alma gjorde for at handle ifølge sin fars belæringer. Hjælp eleverne til en bedre forståelse af disse vers ved at bede en elev om at læse følgende udtalelse af ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolvs Apostles Kvorum:
»Alma var blevet rørt af sin fars lærdomme, men det er især vigtigt, at den profeti, han huskede, var den, der vedrørte ›en Jesus Kristus, Guds Søn, som skulle komme for at sone for verdens synder‹ (Alma 36:17). Det er det navn og det budskab, som alle skal høre … Uanset hvilke andre bønner vi beder, uanset hvilke andre behov vi har, afhænger de alle af denne bønfaldelse: ›O Jesus, du Guds søn, hav barmhjertighed med mig.‹ Han er rede til at yde denne barmhjertighed. Han betalte med selve sit liv for at give os den« (However Long and Hard the Road, 1985, s. 85).
-
Hvorfor tror I, at det er vigtigt for os ikke kun at lære om Jesus Kristus, men også at bede om velsignelserne ved hans forsoning?
Bed eleverne for sig selv om at overveje, hvorvidt de har bedt om at modtage velsignelserne ved Jesu Kristi forsoning, herunder velsignelsen ved at kunne få tilgivelse.
Bed eleverne om at læse Alma 36:19-22 for sig selv og finde ord og udtryk, der beskriver, hvordan Almas følelser ændrede sig, efter han havde bedt om barmhjertighed.
-
Hvilke ord og udtryk fandt I, der beskriver, hvordan Almas følelser ændrede sig?
Stil følgende spørgsmål til hvert ord eller udtryk, som eleverne har fundet:
-
Hvad lærer det udtryk (eller ord) jer om kraften i Frelserens forsoning? (Når eleverne svarer, hjælper du dem til at se, at ikke alene blev Almas smerte fjernet, men han blev også fyldt med glæde).
Skriv følgende ufuldstændige udtalelse på tavlen: Hvis vi udøver tro på Jesus Kristus og hans forsoning, så vil han …
-
Hvad kan vi ud fra Almas oplevelse lære om, hvad Herren gør for os, når vi oprigtigt omvender os? (Eleverne nævner måske forskellige principper, men vær sikker på, at de siger, at hvis vi udøver tro på Jesus Kristus og hans forsoning, vil han udfri os af smerte for vore synder og fylde os med glæde. Afslut eventuelt udtalelsen på tavlen).
-
Hvad kan vi gøre for at udøve tro på Jesus Kristus, så vi kan blive udfriet af smerte og anger, som er forårsaget af vore synder?
Læs følgende situation højt og bed eleverne om at overveje, hvordan de ville svare:
En ven, der har læst Mormons Bog, udtrykker bekymring over Almas ord i Alma 36:19. Jeres ven spørger jer: »Hvis jeg kan huske mine synder og stadig fortryder dem, betyder det så, at jeg ikke har fået tilgivelse?«
Bed eleverne om at forklare, hvordan Almas oplevelse relaterer til denne situation. Når eleverne har svaret, læser du følgende udtalelse af præsident Dieter F. Uchtdorf fra Det Første Præsidentskab:
»Satan vil forsøge at overbevise os om, at vore synder ikke er blevet tilgivet, fordi vi kan huske dem. Satan er en løgner, han forsøger at sløre vores blik, så vi ikke kan se omvendelsens og tilgivelsens sti. Gud har ikke lovet, at vi ikke ville kunne huske vore synder. At huske dem hjælper os til ikke at begå de samme fejl igen. Men hvis vi forbliver oprigtige og trofaste, vil mindet om vore synder falme over tid. Det vil være en del af den nødvendige helbredelses- og helliggørelsesproces. Alma bevidnede, at han, efter han råbte til Jesus om nåde, stadig kunne huske sine synder, men erindringen om dem pinte og plagede ham ikke mere, for han vidste, at han var blevet tilgivet (se Alma 36:17-19).
Det er vores ansvar at undgå alt, som kan bringe gamle erindringer om synder tilbage. Hvis vi vedbliver med at have et ›sønderknust hjerte og en angerfuld ånd‹ (3 Ne 12:19), må vi stole på, at Gud ikke længere husker vore synder« (»Det sikre vendepunkt«, Liahona, maj 2007, s. 101).
-
Hvordan ville I ud fra præsident Uchtdorfs udtalelse forklare, hvad det vil sige »ikke mere [at blive] revet op ved erindringen om [vore] synder«? (Alma 36:19).
Bær vidnesbyrd om, at hvis vi udøver tro på Jesus Kristus og hans forsoning, vil han udfri os af smerten fra vore synder og fylde os med glæde. Lad eleverne tænke på, hvordan de kan anvende det, de har lært af Almas oplevelse. Bed klassen om at synge: »Hvor kan jeg finde fred?«, hvis der er tid (Salmer og sange, nr. 65).
Alma 36:23-30
Alma forklarer, hvorfor han konstant arbejder på at bringe andre til omvendelse
Hjælp eleverne til at forstå, hvorfor Alma arbejdede på at bringe andre til omvendelse ved at overveje følgende aktivitet. (Hvis det ikke er muligt at tage søde sager med til klassen, kan du i stedet beskrive aktiviteten).
Vis lidt søde sager (fx en småkage eller noget slik) og spørg, om nogen i klassen kan lide den slags søde sager. Tag en bid og giv udtryk for, hvor lækkert det er. Fortæl klassen, at det smager så godt, at du gerne vil dele det med dem alle. Vis mere af samme slags og spørg, om nogen gerne vil smage. Del ud til alle, der gerne vil have noget.
Bed en elev om at læse Alma 36:23-24 højt. Bed klassen om at følge med og finde frem til, hvilken sammenhæng der er imellem aktiviteten og Almas oplevelse efter hans omvendelse.
-
Hvordan kan Almas handlinger sammenlignes med smagsaktiviteten? Hvad ønskede Alma, at andre mennesker skulle smage?
Bed en elev om at læse Alma 36:25-26 højt. Bed klassen om at finde frem til, hvordan Almas bestræbelser for at forkynde evangeliet påvirkede ham og andre.
-
Hvordan påvirkede Almas forkyndelse ham og andre?
-
Hvilke principper kan vi lære af disse vers? (Eleverne bruger måske andre ord, men vær sikker på, at de udtrykker, at vi kan finde stor glæde, når vi søger at bringe andre til Kristus).
Sammenfat Alma 36:27-30 ved at forklare, at Alma igen vidnede for Helaman om, at Herren udfrier dem, der sætter sin lid til ham. Bær vidnesbyrd om den glæde, vi kan opleve, når vi udøver tro på Jesus Kristus, og når vi opmuntrer andre til også at gøre det. Hjælp eleverne til at anvende det, de har lært i Alma 36 ved at opfordre dem til at udføre en af nedenstående aktiviteter. (Skriv dem eventuelt på tavlen).
-
Tænk over, om du har følt, at Frelseren har udfriet dig af dine synder og fyldt dig med glæde. Forklar i din skriftstudiebog, hvad du vil gøre, så du kan modtage disse velsignelser.
-
Tænk på én (fx en ven, din bror eller søster eller et medlem af menigheden), der kan få gavn af dit vidnesbyrd om Frelseren. Skriv et brev til denne person og medtag dit vidnesbyrd om, hvorfor Jesus Kristus er i stand til at udfri os af syndens smerte og fylde os med glæde.