Bibliotek
Lektion 97: Alma 40


Lektion 97

Alma 40

Indledning

Da Alma advarede sin søn Corianton om konsekvenserne ved synd, belærte han også om livet efter døden. Han forklarede, at takket være Jesu Kristi forsoning skal hele menneskeheden opstå. Han belærte om åndeverdenen, hvor de døde, alt afhængigt af deres valg i jordelivet, venter enten i paradis eller fængsel indtil opstandelsen.

Bemærk: I denne lektion får eleverne mulighed for at undervise hinanden. Forbered før klassetiden uddelingsark med instrukser til makkerparrene. Sæt dig ind i hvert sæt instrukser, så du kan hjælpe eleverne, imens de forbereder sig på at undervise.

Forslag til undervisningen

Alma 40

Alma belærer Corianton om åndeverdenen og opstandelsen

Skriv følgende spørgsmål på tavlen forud for klassen:

  1. Hvad giver os mulighed for at leve, når vi er døde? Hvem vil opstå?

  2. Hvor går vi hen, når vi dør? Hvordan er der dér?

  3. Hvad er opstandelse? Hvilken forskel er der på vores opstandne og vores jordiske legeme? Hvad foretager vi os, når vi er opstået?

Bed eleverne om at forestille sig, at de er missionærer, og at de har en aftale om at mødes med en, der søger nogle svar på de spørgsmål, der står på tavlen. Forklar, at Alma 40 er en fortsættelse af Almas belæringer til sin søn Corianton og indeholder svar på disse spørgsmål.

Bed eleverne om at læse Alma 40:1 for sig selv. Bed eleverne om at finde ud af, hvorfor Alma talte med sin søn om opstandelsen.

  • Hvorfor belærte Alma Corianton om opstandelsen?

  • Når I tænker på Coriantons valg, hvordan kan Alma så have været bekymret over opstandelsen?

Del klassen op i par. Giv hvert par et nummer: 1, 2 eller 3. Bed hvert par om at arbejde, som om de er et missionærmakkerpar, der forbereder sig på at give en kort lektion for at besvare de spørgsmål på tavlen, der svarer til deres nummer. Hjælp dem til at forberede sig ved at give dem en kopi af de instruktioner, der svarer til deres nummer (se nedenfor). Gå gerne rundt i lokalet, mens eleverne arbejder, så du kan lytte og hjælpe efter behov.

1. makkerpar – Alma 40:1-5

Spørgsmål: Hvad gør det muligt for os at leve, når vi dør? Hvem opstår?

Forbered jer på at anvende Alma 40:1-5 for at besvare disse spørgsmål. Beslut under forberedelsen, hvilke dele af lektionen, den enkelte makker skal undervise i. Vær klar til at gøre følgende:

Giv noget baggrundsinformation for de skriftsteder, I har fået. (Når I underviser ud fra skrifterne, så forklar hvem der taler, hvem der tales til og alle andre forhold, der kan hjælpe de andre til at forstå skriftstederne).

Læs de vers, der besvarer spørgsmålene. Forklar, hvordan den sande lære i disse vers er med til at besvare spørgsmålene. Når I gør det, så sørg for, at alle forstår, at takket være Jesus Kristus opstår alle mennesker. Foreslå eventuelt, at de personer, I underviser, skriver denne sandhed i deres skrifter ud for Alma 40:1-5.

Fortæl, hvorfor løftet om opstandelse er vigtigt for jer. I kan også spørge dem, I underviser, hvorfor de påskønner løftet om opstandelsen.

Bær vidnesbyrd om de sandheder, I har belært om.

2. makkerpar – Alma 40:6-14

Spørgsmål: Hvor går vi hen, når vi dør? Hvordan er der dér?

Forbered jer på at anvende Alma 40:6-7, 11-14 til at besvare disse spørgsmål. Beslut under forberedelsen hvilke dele af lektionen, hver makker skal undervise i. Vær klar til at gøre følgende:

Giv noget baggrund for de skriftsteder, I har fået. (Når I underviser ud fra skrifterne, så forklar hvem der taler, hvem der tales til og alle andre forhold, der kan hjælpe eleverne til at forstå skriftstederne).

Læs de vers, der besvarer spørgsmålene. Forklar, hvordan den sande lære i disse vers er med til at besvare spørgsmålene. (Påpeg eventuelt, at da Alma brugte udtrykket »yderste mørke«, henviste han ikke til den endelige tilstand, som Satan og de fordømte kommer i. Han henviste til de ugudeliges tilstand i tidsrummet mellem deres død og deres opstandelse. I dag omtaler vi sædvanligvis denne tilstand som et åndeligt fængsel). Sørg for, når I læser disse vers, at alle forstår, at mellem døden og opstandelsen bor de retfærdiges ånder i paradiset, og de ugudeliges ånder bor i et fængsel. Foreslå eventuelt, at de elever, som I underviser, skriver denne sandhed i deres skrifter ud for Alma 40:11-14.

Fortæl, hvordan jeres forståelse af denne sandhed påvirker de valg, I træffer i dette liv. I kan også spørge dem, I underviser, hvordan deres forståelse af livet efter døden har hjulpet dem.

Bær vidnesbyrd om de sandheder, I har undervist i.

3. makkerpar – Alma 40:21-26

Spørgsmål: Hvad er opstandelse? Hvilken forskel er der på vores opstandne og vores jordiske legeme? Hvad foretager vi os, når vi er opstået?

Forbered jer på at anvende Alma 40:21-26 til at besvare disse spørgsmål. Beslut under forberedelsen hvilke dele af lektionen, hver enkelt makker skal undervise i. Vær klar til at gøre følgende:

Giv noget baggrund for de skriftsteder, I har fået. (Når I underviser ud fra skrifterne, så forklar hvem der taler, hvem der tales til og alle andre forhold, der kan hjælpe eleverne til at forstå skriftstederne).

Læs de vers, der besvarer spørgsmålene. Forklar, hvordan den sande lære i disse vers er med til at besvare spørgsmålene. (Når I forbereder jeres undervisning, så vær opmærksom på, at ordet sjæl i disse vers omhandler en persons ånd). Vær sikker på, at alle forstår, at opstandelse er en genforening af ånd og legeme, hvor alt genoprettes til dets rette og fuldkomne skikkelse. Foreslå eventuelt, at de personer, I underviser, skriver denne sandhed i deres skrifter ud for Alma 40:21-23.

Fortæl, hvorfor I er taknemlige for at vide, at jeres legeme og ånd en dag genoprettes til dets rette og fuldkomne skikkelse. Beskriv eventuelt også, hvordan jeres valg påvirkes af jeres viden om, at I en dag skal stå foran Gud for at blive dømt. Bed dem, som I underviser, om at fortælle, hvad de føler for læren om opstandelsen og den endelige dom.

Bær vidnesbyrd om de sandheder, I har belært om.

Når eleverne har forberedt sig på at besvare deres tildelte spørgsmål, anbringer du dem i små grupper, så de kan undervise hinanden i et missionærrollespil. Hver gruppe bør bestå af tre makkerpar, hvor hvert par har forberedt hver sit sæt spørgsmål og svar. (Hvis det er en lille klasse, underviser hver gruppe hele klassen). Lad eleverne være sig selv, når de underviser, og når de lærer af andre under rollespillet. Forvis dem om, at Helligånden kan inspirere dem og de personer, de underviser, hvis de er oprigtige i deres undervisning og svar. Lyt, mens de underviser hinanden, og giv kommentarer, som du føler dig tilskyndet til.

Når eleverne har haft tid til at undervise hinanden i grupper, kan du overveje at stille klassen nogle af følgende spørgsmål:

  • Hvad lærte I, da I forberedte jer på at besvare de spørgsmål, I fik? Hvad lærte I, da I blev undervist af andre makkerpar?

  • Når I nu ved, at Corianton havde kæmpet med at adlyde kyskhedsloven, hvordan tror I så, at en forståelse af livets beskaffenhed efter døden kan have hjulpet ham til at modstå fremtidige fristelser?

  • Hvorfor betyder de sandheder, vi har talt om i dag, noget for jer?

Bed eleverne om at læse Alma 40:25-26 for sig selv og finde forskellene på de retfærdiges og de ugudeliges endelige tilstand. Når de har beskrevet det, de har fundet frem til, beder du dem om at fortælle, hvordan disse skriftsteder påvirker deres beslutning om at efterleve evangeliet. Besvar eventuelt selv det samme spørgsmål. Bær vidnesbyrd om Jesu Kristi rolle med at tilvejebringe opstandelsens velsignelser.

scripture mastery iconGennemgang af mesterskriftsteder

Elevernes forståelse af skriftsteder øges, når de udformer deres egne spørgsmål om dem. Lad eleverne arbejde sammen som klasse eller i mindre grupper og skrive ledetråde, der henviser til bestemte mesterskriftsteder. (Vælg eventuelt nogle skriftsteder, som du gerne vil have, eleverne lærer eller genopfrisker). Lad dem dernæst læse deres ledetråde for dig. Du får point, hvis du gætter et rigtigt mesterskriftsted. Klassen får point, hvis du ikke gætter rigtigt.

Bemærk: Længden af denne lektion giver måske tid til denne mesterskriftstedsaktivitet. Men for at være sikker på, at eleverne har tid nok til at forberede sig på og deltage i lektionen, foretrækker du måske at anvende denne aktivitet i slutningen af klassen, som tiden tillader det. Hvis du ikke har tid nok til denne aktivitet som en del af lektionen, kan du bruge den en anden dag. Se i tillægget i slutningen af dette hæfte andre aktiviteter til at gennemgå mesterskriftsteder.

Kommentar og baggrundsinformation

Alma 40:11. »Ført hjem til den Gud, der gav dem livet«

Præsident Joseph Fielding Smith har forklaret, at ordene i Alma 40:11 ikke belærer om, at vi føres ind i Guds nærhed, umiddelbart efter vi dør:

»Som jeg forstår disse ord fra Alma 40:11-14, så er det ikke tilsigtet at alle ånder skal tilbage til Guds nærhed for at blive tildelt en plads med fred eller en plads med straf og foran ham modtage deres individuelle dom. ›Ført hjem til Gud‹ (sammenlign med Præd 12:7) betyder ganske enkelt, at deres jordiske liv er forbi, og at de vender tilbage til åndeverdenen, hvor de får tildelt en plads i henhold til deres gerninger sammen med de retfærdige eller uretfærdige, og der venter på opstandelsen. For eksempel: En missionær tilbringer en vis tid i missionsmarken et fremmed sted. En missionær tilbringer fx en vis tid i missionsmarken et fremmed sted. Når han bliver afløst og vender tilbage til USA, siger han måske: ›Det er skønt at være hjemme igen‹ selv om han måske bor i Utah eller Idaho eller et andet sted i Vesten« (Answers to Gospel Questions, komp. Joseph Fielding Smith jun., 5 bd., 1957-1966, 2:85).

Alma 40:11-15. Hvor er åndeverdenen?

Præsident Brigham Young har sagt:

»Hvor er åndeverdenen? Den er lige her … Overskrider de (ånderne, der er gået bort) grænserne for den organiserede jord? Nej, det gør de ikke. De bliver bragt frem på denne jord« (Discourses of Brigham Young, udv. John A. Widtsoe, 1954, s. 376).

Alma 40:11-15. Hvad sker der med ånderne i åndeverdenen?

»Ånden fortsætter med at leve, når det fysiske legeme dør. I åndeverden modtages de retfærdiges ›ånder … i en tilstand af lykke, som kaldes paradis, en tilstand af hvile, en tilstand af fred, hvori de skal hvile fra alle deres besværligheder og fra al bekymring og sorg‹ (Alma 40:12). Et sted kaldet åndernes fængsel er reserveret til ›dem, der [er] døde i deres synder uden kundskab om sandheden, eller i overtrædelse fordi de havde forkastet profeterne‹ (L&P 138:32). Disse ånder i fængsel bliver ›undervist om tro på Gud, omvendelse fra synd, stedfortrædende dåb til syndernes forladelse, håndspålæggelse for Helligåndsgaven samt alle andre evangeliske principper, det [er] nødvendigt for dem at kende‹(L&P 138:33-34). Hvis de accepterer evangeliets principper, omvender sig fra deres synder og accepterer de ordinancer, som er blevet udført for dem i templerne, bliver de budt velkommen i paradiset« (Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk, 2005, s. 16-17).

Alma 40:13-14. Det yderste mørke

Da Alma anvendte udtrykket » det yderste mørke«, omtalte han det midlertidige sted efter døden i åndeverdenen, hvori de ugudelige venter på opstandelsen (se Alma 40:13-14). Andre profeter har omtalt dette sted som et fængsel (se 1 Peter 3:18-20; L&P 76:73; 138:28-42).