Bibliotek
Lektion 151: Eter 13-15


Lektion 151

Eter 13-15

Indledning

Profeten Eters optegnelse om jereditternes civilisation er et vidne om, at de, der forkaster Herren og hans profeter, ikke opnår fremgang. Eter advarede den jereditiske konge Coriantumr om, at hans folk ville blive tilintetgjort, hvis han og hans husstand ikke ville omvende sig. Da Coriantumr og hans folk nægtede at omvende sig, eskalerede krig og ugudelighed over mange år, indtil hele det jereditiske folkeslag blev tilintetgjort. Kun Eter og Coriantumr overlevede for at være vidner til opfyldelsen af Eters profeti. Disse kapitler er også en opfyldelse af Guds forordning om, at »ethvert folkeslag, der besidder det [forjættede land], må tjene Gud, ellers vil de blive fejet bort« (Eter 2:9).

Forslag til undervisningen

Eter 13:1-12

Moroni nedfælder Eters profetier om Det Ny Jerusalem og det gamle Jerusalem

Forklar, at nogle byer er kendte på grund af navne, der beskriver deres bemærkelsesværdige kendetegn. Læs følgende beskrivende navne på byer eller lande, og bed eleverne om at gætte, hvilken by eller hvilket land der passer til hvert navn: Byernes By (Paris i Frankrig); den Evige Stad (Rom i Italien); De tusind søers land (Finland); Samuraiernes land (Japan); Støvlelandet (Italien). Lad eleverne foreslå, hvad disse beskrivende navne siger om byerne.

Påpeg, at Moroni nedfældede Eters profetier om tre byer: Det Ny Jerusalem (se Eter 13:6-8, 10); Enoks by, som skulle »komme ned fra himlen« (Eter 13:3; se også Moses 7:62-64) og Jerusalem i det hellige land (se Eter 13:11). Fortæl klassen, at Eter forklarede jereditterne, at det land, de boede i, var stedet for en fremtidig by med stor betydning (se Eter 13:2-3). Bed eleverne om at læse Eter 13:4-8 for sig selv og finde navnene på byerne nævnt i disse vers.

  • Hvad er navnene på disse byer? (Jerusalem og Det Ny Jerusalem). Hvilket beskrivende navn brugte Eter for Jerusalem i det hellige land og Det Ny Jerusalem, som en dag skal bygges på det amerikanske kontinent? (»Hellig by«).

  • Hvordan tror I, at det ville være at bo i en by, der er kendt som »en hellig by«?

Bed eleverne om at læse Eter 13:10-11 for sig selv og lægge mærke til, hvordan mennesker gør sig værdige til at bo i disse hellige byer.

  • Hvordan bliver mennesker værdige til at bo i disse byer? (Ved at få deres klæder gjort »hvide ved Lammets blod«).

  • Hvad vil det sige, at mennesker får gjort deres klæder »hvide ved Lammets blod«? (Det vil sige, at mennesker er blevet rensede og rene for synd ved Jesu Kristi forsoning, han som er Guds Lam; se 1 Ne 12:11; Alma 5:21).

Forklar, at et andet navn for Det Ny Jerusalem er Zion (se Moses 7:62; TA 1:10). Mens Det Ny Jerusalem og byen Jerusalem opføres i fremtiden, kan alle medlemmer af Kirken søge at oprette Zion nu, hvor de bor (se L&P 6:6; 14:6). Den helt grundlæggende betydning af Zion er »de rene af hjertet« (L&P 97:21). Læs følgende udtalelse af ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum:

Ældste D. Todd Christofferson

»Zion er Zion på grund af indbyggernes karakter, egenskaber og trofasthed (se Moses 7:18). Husk, at ›Herren kaldte sit folk Zion, fordi de var af ét hjerte og ét sind og levede i retfærdighed; og der var ingen fattige blandt dem‹ (Moses 7:18). Hvis vi ønsker at etablere Zion i vores hjem, menigheder og stave, må vi hæve os til denne standard. Det vil være nødvendigt (1) at blive ét af hjerte og sind, (2) at blive et helligt folk både som enkeltpersoner og som gruppe, og (3) at sørge … for de fattige og trængende« (se »Kom til Zion«, Liahona, nov. 2008, s. 38).

Giv eleverne et øjeblik til at tænke over, hvad de kan gøre for at sætte en højere standard i deres hjem og i deres menighed. Giv dem eventuelt tid til at skrive deres tanker i deres skriftstudiebog.

Eter 13:13-15:34

Jereditterne afviser Eters profetiske advarsler og fremturer i ugudelighed og krig, indtil de bliver tilintetgjort

Sammenfat Eter 13:13-14 ved at forklare, at jereditterne afviste Eter og stødte ham ud fra deres midte. I løbet af dagen gemte Eter sig i »klippehulen«, hvor han færdiggjorde den jereditiske optegnelse. Om natten gik han ud for at se det, der skete hans folk, jereditterne. Han skrev om det, han så.

Bed eleverne om at læse Eter 13:15-19 for sig selv og finde beskrivelser af det jereditiske samfund. Når de har læst det, beder du dem om at beskrive det jereditiske samfund med deres egne ord. Bed dernæst en elev om at læse Eter 13:20-22 højt. Bed klassen om at følge med og finde det budskab, Herren befalede Eter, han skulle overbringe til Coriantumr.

  • Hvad var Eters budskab til Coriantumr? (Hvis Coriantumr og hans husstand ville omvende sig, ville Herren skåne folket og gøre det muligt for Coriantumr at beholde sit rige. Hvis ikke de ville omvende sig, ville hver eneste i riget undtagen Coriantumr blive tilintetgjort).

  • Hvordan reagerede Coriantumr og hans folk?

Sammenfat Eter 13:23-14:20 ved at fortælle, at krigene fortsatte i landet. Tre mænd i rad – Shared, Gilead og Lib – prøvede at tage riget fra Coriantumr. Efterhånden vandt hemmelige sammensværgelser mere magt, og hele folket blev opslugt i krig. »Hele folket på landets overflade udgød blod, og der var ingen til at holde dem tilbage« (Eter 13:31). Coriantumrs sidste fjende var en mand ved navn Shiz.

Bed eleverne om at læse Eter 14:21-25, 30-31 og 15:1-2 for sig selv og finde omfanget af den tilintetgørelse, disse krige forårsagede. Lad derpå en elev læse Eter 15:3-5 højt. Bed klassen om at følge med og finde det, Coriantumr forsøgte at gøre for at skåne resten af folket mod tilintetgørelse.

  • Hvad gjorde Coriantumr? (Han tilbød at overdrage riget til Shiz).

  • Hvad var Shiz’ reaktion på Coriantumrs tilbud? (Han sagde, at han ville skåne folket, hvis han fik lov til at dræbe Coriantumr. Se også Eter 14:24).

Sammenfat Eter 15:6-11 ved at forklare, at Coriantumrs folk og Shiz’ folk fortsatte med at bekæmpe hinanden. Forklar eventuelt også, at dette slag, hvori det jereditiske folkeslag blev tilintetgjort, blev udkæmpet nær en høj kaldet Rama. Hundreder af år senere blev den nefitiske civilisation tilintetgjort i et slag nær den samme høj, som dengang blev kaldt Cumora (se Eter 15:11; Morm 6:6).

Bed eleverne om at læse Eter 15:12-17 for sig selv. Før de læser, beder du dem om at se efter detaljer vedrørende jereditternes situation og om at finde en ting i denne beretning, som er særlig sørgelig. Når de har haft tid til at læse, kan du bede et par elever om at fortælle, hvad de har fundet frem til.

Mind eleverne om, at Eter havde tilbragt mange år med at advare folket om, at de skulle omvende sig (se Eter 12:2-3; 13:20). Skriv følgende ufuldstændige udsagn på tavlen: Hvis vi afviser Herrens advarsler og ikke omvender os …

Bed en elev om at læse Eter 15:18-19 højt. Bed klassen om at følge med og finde ud af, hvordan de kan fuldende udsagnet på tavlen. Når eleverne er kommet med deres forslag, afslutter du udsagnet ved at skrive følgende princip: Hvis vi afviser Herrens advarsler og ikke omvender os, trækker hans Ånd sig tilbage, og Satan får magt over vores hjerte.

  • Hvordan påvirkede jereditternes tidligere afvisning af at omvende sig deres evne til senere at kunne ændre sig?

Sammenfat Eter 15:20-32 ved at forklare, at Coriantumrs og Shiz’ hære kæmpede, indtil kun Coriantumr og Shiz var tilbage. Derpå slog Coriantumr Shiz ihjel. Som Eter havde profeteret, blev hele folket i riget dræbt på nær Coriantumr, som derefter levede for at se et andet folk – Zarahemlas folk – arve landet (se Eter 13:21; Omni 1:20-22). Bed en elev om at læse Eter 15:33 for at vise, at de ord, som Herren talte gennem Eter, blev opfyldt.

Påpeg, at den jereditiske historie er et ekstremt eksempel på det, der sker for mennesker, når de afviser Guds gentagne opfordringer til at omvende sig. Selv om det er et ekstremt eksempel, kan vi finde principper i beretningen, der kan hjælpe os. Forklar, at mange mennesker i dag, ligesom jereditterne, afviser Guds opfordringer om at omvende sig og mister derved Herrens Ånd. Disse mennesker bortforklarer ofte deres afvisning af at omvende sig. Læs følgende bortforklaringer, og bed eleverne om at forklare, hvad de ville svare en, der sagde disse ting. Når eleverne svarer, kan du opmuntre dem til at henvise til de principper, de har lært i Eter 13-15.

  1. »Jeg ved, at de film, jeg ser, ikke opfylder Kirkens standarder, men de lader ikke til at påvirke mig dårligt.«

  2. »At drikke alkohol med mine venner er ikke så slemt – vi har det bare sjovt.«

  3. »Jeg snyder kun, fordi alle andre i klassen gør det. Det ville være umuligt at få en god karakter, hvis jeg ikke snød.«

  4. »Det er bare lidt pornografi. Det er ikke det samme, som hvis jeg går ud og er umoralsk. Desuden kan jeg holde op, når som helst jeg vil.«

  5. »Jeg behøver ikke at omvende mig nu. Jeg kan vente, indtil jeg tager på mission eller skal giftes i templet.«

Vær sikker på, at eleverne forstår, at når mennesker synder og ikke omvender sig, udsættes de altid for konsekvenserne af disse synder. Berolig eleverne med, at hvis de har syndet, kan de omvende sig fra deres synder og igen få Herrens Ånd hos sig. Læs følgende udtalelse af ældste Neal L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum:

Ældste Neil L. Andersen

»Jeg vidner om, at Frelseren er i stand til og ivrig efter at tilgive vore synder. Bortset fra synderne hos de få, som vælger fortabelse efter at have kendt en fylde, er der ingen synd, der ikke kan tilgives. Hvor er det et storslået privilegium for os alle at vende os væk fra vore synder og komme til Kristus. Guddommelig tilgivelse er en af evangeliets sødeste frugter, fordi den fjerner skyld og smerte i vores hjerte og erstatter den med glæde og fred med samvittigheden« (»Bliv omvendt … så jeg kan helbrede jer«, Liahona, nov. 2009, s. 41).

Bed eleverne om at granske sig selv for en hvilken som helst synd, der forstyrrer dem I at have Helligåndens stadige ledsagelse. Tilskynd dem til at trække på forsoningens kraft, så de kan foretage de ændringer, der vil hjælpe dem til at bevare Åndens følgeskab og modstå Satans magt.

Hjælp eleverne til at forstå en andet princip, der står i Eter 13-15 ved at bede dem om at læse følgende skriftsteder for sig selv: Eter 13:27; 14:24; 15:6, 22, 28. Før de læser, beder du dem om at finde ord og udtryk, der viser jereditternes vrede og ønske om hævn. Foreslå eventuelt eleverne at markere disse ord og udtryk.

  • Hvilke konsekvenser havde jereditternes vrede og ønske om hævn ifølge jeres studium af Eter 13-15?

  • Hvilke principper om vrede og hævn kan vi lære af de sidste dele i den jereditiske historie? (Eleverne kommer måske med et par forskellige principper. Vær sikker på, at svarene afspejler, at vrede og hævn får mennesker til at træffe valg, der skader dem selv og andre).

  • Hvilke konsekvenser kan vrede have for den enkelte eller familien?

Bær vidnesbyrd om, at vi kan overvinde vrede og ønsker om hævn, når vi vender os til Jesus Kristus og får tilgivelse og trøst i kraft af hans forsoning. Tilskynd eleverne til at vende sig til Herren i bøn om den hjælp, de har brug for, hvis de føler vrede mod en anden person.

Tilbageblik på Eter

Brug noget tid på at hjælpe eleverne til et tilbageblik på Eters Bog. Bed dem tænke over, hvad de har lært af denne bog, både i seminar og i deres personlige skriftstudium. Bed dem om nødvendigt kort at gennemgå nogle af kapitelresumeerne i Eter som en hjælp til at huske. Bed efter passende tid et par elever om at fortælle noget fra Eter, der har inspireret dem, eller som har hjulpet dem til en større tro på Jesus Kristus.

Kommentar og baggrundsinformation

Eter 13:3-5. Det Ny Jerusalem og det gamle Jerusalem

Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret om Det Ny Jerusalem og byen Jerusalem bygget i fordums tid:

»For at forestille os, hvad der menes med [Det Ny Jerusalem], må vi kende til disse fem kendsgerninger: 1. Det gamle Jerusalem, den by hvor meget af vor Herres personlige tjenestegerning blandt menneskene fandt sted, skal genopføres i de sidste dage og blive en af verdens to store hovedstæder, en by i tusindårsriget hvorfra Herrens ord skal udgå. 2. Et nyt Jerusalem, et nyt Zion, Guds by, skal opføres på det amerikanske kontinent. 3. Enoks by, det oprindelige Zion, ›Hellighedens By … blev … taget op til himlen‹ (Moses 7:13-21). 4 Enoks by, med sine forvandlede indbyggere nu i deres opstandne tilstand, skal vende tilbage som et nyt Jerusalem, for at tilslutte sig byen med det samme navn, som er blevet opført på det amerikanske kontinent. 5. Når denne jord bliver en celestial sfære, skal ›den hellige by, Jerusalem,‹ igen komme ›ned fra himlen, fra Gud,‹ eftersom denne jord bliver bolig for celestiale væsener for evigt (Åb 21:10-27)« (Doctrinal New Testament Commentary, bd. 3, 1973, s. 580-581).

Eter 13:2-4, 6. Hvor skal Det Ny Jerusalem opføres?

Herren åbenbarede for profeten Joseph Smith, at Det Ny Jerusalem i de sidste dage skal opføres i USA i Jackson County i Missouri (se L&P 57:1-4; 84:1-4). Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret forholdet mellem den nuværende indsamling af kirkemedlemmer og den endelige opførelse af Det Ny Jerusalem:

»Lad Israel samles i Zions stave i alle lande. Lad hvert land være et Zion for dem, der er udpegede til at bo der. Lad evangeliets fylde være for alle hellige i alle lande. Lad ingen velsignelse blive dem nægtet. Lad templer skyde op, hvori fylden af Herrens hus’ ordinancer kan forrettes. Men der er stadig et centrum, et sted hvor hovedtemplet skal stå, et sted hvortil Herren skal komme … Og det centrum er det sted, som mennesker nu kalder Independence i Jackson County i Missouri, men som en dag bliver vor Guds Zion og Hellighedens By for hans folk« (A New Witness for the Articles of Faith, 1985, s. 595).

Eter 15:19. Hvordan får Satan magt over vores hjerte?

Selv om djævelen har stor magt til at friste og bedrage os, kan han ikke betvinge vores handlefrihed, medmindre vi giver efter for hans indflydelse. Præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab har forklaret:

»Vi behøver ikke at være lammet af frygt for Satans magt. Han har ingen magt over os, medmindre vi selv tillader det. Han er i virkeligheden en kujon, og hvis vi står fast, så vil han fortrække …

Vi har hørt skuespillere og andre retfærdiggøre eller forklare deres misgerninger ved at sige: ›Djævelen fik mig til at gøre det.‹ Jeg tror ikke rigtigt, at djævelen kan få os til at gøre noget som helst. Han kan selvfølgelig friste og bedrage os, men han har ingen myndighed over os, som vi ikke selv har givet ham.

Vores magt til at modstå Satan er måske stærkere, end vi er klar over. Profeten Joseph Smith har sagt: ›Alle væsener, som har et legeme, har magt over dem, som intet har. Djævelen har kun magt over os, når vi tillader det. I samme øjeblik vi gør oprør mod noget, der kommer fra Gud, får djævelen magt‹ (se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 216)« (se »Den store imitator«, Stjernen, jan. 1988, s. 32).

Eter 15:19-30. Konsekvenserne af hævn og vrede

Følgende udtalelse af ældste David E. Sorensen fra De Halvfjerds opmuntrer os til at tilgive frem for at give efter for vrede eller ønsker om hævn:

»Når nogen sårer os eller dem, som vi holder af, kan denne smerte være næsten overvældende. Det kan føles som om denne smerte eller uretfærdighed, er den vigtigste i verden, og vi ikke har noget andet valg end at hævne os. Men Kristus, som er Fredsfyrsten, lærer os en bedre vej. Det kan være meget vanskeligt at tilgive nogen, som har såret os, men når vi gør det, åbner vi en bedre fremtid for os selv. Nu vil andres forkerte gerninger ikke kontrollere vores kurs. Når vi tilgiver andre, stiller det os frit selv at vælge, hvordan vi vil leve vores liv. Tilgivelse betyder, at problemer i fortiden ikke længere dikterer vores skæbne, men at vi kan fokusere på fremtiden med Guds kærlighed i vores hjerte« (Tilgivelse vil ændre bitterhed til kærlighed«, Liahona, maj 2003, s. 12).