Bibliotek
Lektion 63: Mosija 21-22


Lektion 63

Mosija 21-22

Indledning

Efter tre mislykkede forsøg på at befri sig selv fra lamanitternes trældom vendte Limhis folk sig til sidst til Herren for udfrielse. Senere kom Ammon og hans brødre til Lehi-Nefis land. Efter at have indgået pagt om at tjene Herren flygtede Limhis folk fra lamanitisk trældom, og Ammon førte dem til Zarahemla.

Forslag til undervisningen

Mosija 21:1-22

Efter Limhis folks oprør mod lamanitterne, hvor de bliver slået tre gange, ydmyger de sig for Herren og begynder at have fremgang

Skriv ordene fangenskab og udfrielse på tavlen.

  • Hvilke billeder dukker op i jeres sind, når I tænker på disse ord?

  • Hvilke følelser får I i forbindelse med disse ord?

  • Hvad kunne disse ord have at gøre med frelsesplanen?

Forklar, at Mosija 21-24 indeholder beretningerne om to grupper mennesker, der var i fangenskab under de lamanitiske styrker og til sidst blev udfriet af Herren. I Mosija 21-22 læser vi om Limhi og hans folk, der blev gjort til fanger som følge af deres ugudelighed. Deres fysiske fangenskab afspejlede det åndelige fangenskab, de oplevede på grund af deres synder. Beretningen om den anden gruppe i Mosija 23-24 behandles i næste lektion. Den beretter om Almas folk, der oplevede fangenskab og trængsler, efter de var blevet døbt. Begge beretninger belærer om vigtige sandheder om Herrens magt til at udfri os fra synd og trængsler. Bed eleverne om at tænke over Herrens kraft til at udfri os fra synd, imens de studerer folkets fangenskab og udfrielse i Mosija 21-22.

Bed eleverne om at læse Mosija 21:2-6 for sig selv. Bed dem om at finde frem til ord og udtryk, der beskriver det, som Limhi og hans folk oplevede, og hvordan de følte det. For at understrege de vanskeligheder, som Limhis folk stod overfor, kan du eventuelt opmuntre eleverne til at markere sætningen »der var ingen måde, hvorpå de kunne udfri sig« i Mosija 21:5.

  • Hvilke detaljer i Mosija 21:6 antyder, at folket endnu ikke havde ydmyget sig og vendt sig til Herren?

  • Hvilken løsning foreslog Limhis folk for at blive udfriet fra deres trængsler?

Sammenfat Mosija 21:7-12 ved at fortælle eleverne, at Limhis folk drog i kamp tre gange for at udfri sig selv fra lamanitterne, men de blev slået og led hver gang store tab.

  • Hvordan kunne folket have reageret efter deres tredje mislykkede forsøg på at udfri sig selv?

Bed et par elever om at skiftes til at læse højt fra Mosija 21:13-16 for at finde ud af, hvordan folket reagerede. Overvej at stille følgende spørgsmål:

  • Hvordan forandrede folket sig efter deres tredje nederlag?

  • Hvorfor var Herren ifølge Mosija 21:15 sen til at høre deres bønner?

  • Hvad havde Abinadi i Mosija 11:23-25 fortalt folket, at de var nødt til at gøre, før Herren ville høre deres bønner om udfrielse?

  • Selv om folket ikke straks blev udfriet af fangenskab, hvordan velsignede Herren dem så, da de begyndte at omvende sig? (Når eleverne har svaret, kan du overveje at bede dem om at markere udtrykket »gradvis begyndte at have fremgang« i Mosi 21:16).

  • Hvad lærer det os om, hvad Herren vil gøre, når folk ydmyger sig, begynder at omvende sig og beder ham om hjælp?

Sammenfat Mosija 21:16-22 ved at forklare, at Herren gav Limhis folk fremgang i resten af den tid, de var i trældom, så de ikke led sult. Der var heller »ikke … flere uroligheder mellem lamanitterne og Limhis folk« (Mosija 21:22).

Bed eleverne om at gøre rede for de principper, de har lært ud fra beretningen om Limhis folk. Selv om eleverne gør rede for forskellige principper, sikrer du dig, at de forstår, at når vi ydmyger os, påkalder Herren og omvender os fra vore synder, hører han vore bønner og letter byrden af vore synder i hans egen tid. (Skriv eventuelt dette princip på tavlen. Bed eventuelt også eleverne skrive det i deres skrifter ud for Mosija 21:15-16 eller i deres skriftstudiebog).

  • Hvordan tror I, vi kan drage fordel af at måtte vente på, at Herren udfrier os fra byrden af vore synder?

Hjælp eleverne til at anvende det, de har lært, ved at give dem et øjeblik til at grunde over følgende spørgsmål og skrive svarene i deres skriftstudiebog. (Skriv eventuelt spørgsmålene på tavlen).

  • Hvad gør I for at søge Herrens kraft til udfrielse af jeres synder?

  • På hvilken måde er I »gradvis begyndt at have fremgang«, når I har søgt Herrens hjælp?

Mosija 21:23-22:16

Limhi, Ammon og Gideon arbejder sammen om at hjælpe folket til at flygte fra trældom og vende tilbage til Zarahemla

Bemærk: Mind eventuelt eleverne om, at Mosija 7 og 8 indeholder beretningen om Ammon og hans brødre, der finder kong Limhi og hans folk. De næste 14 kapitler, Mosija 9-22, indeholder beretningen om Limhis folk, der begynder omkring 80 år, før Ammon finder dem. Denne beretning slutter med at genfortælle nogle af de begivenheder, der dækkes i de foregående kapitler. Af denne grund blev meget af indholdet i Mosija 21:23-30 dækket i lektionerne om Mosija 7-8 og Mosija 18. For at hjælpe eleverne til at huske begivenhederne i Mosija 21:23-30, kan det være en fordel kort at gennemgå oversigten over rejserne i Mosija 7-24 i tillægget sidst i dette hæfte.

Mind eleverne om, at Limhis folk indså, at deres trængsler skyldtes, at de havde afvist Herrens opfordring til at omvende sig (se Mosi 12:1-2; 20:21). Med denne anerkendelse af deres synder, begyndte Limhis folk processen med at omvende sig. Læs følgende definition på omvendelse:

»Omvendelse er afgørende for din lykke i dette liv og i evigheden. Omvendelse er meget mere end blot at erkende sine fejltagelser. Det er en ændring af sind og hjerte … Det omfatter at vende sig bort fra synd og at vende sig til Gud for tilgivelse. Den motiveres ved kærlighed til Gud og et oprigtigt ønske om at adlyde hans befalinger« (Tro mod sandheden, Et evangelisk opslagsværk, 2005, s. 111).

Bed eleverne om at læse Mosija 21:32-35 for sig selv. Lad dem finde ord og udtryk, der angiver, at Limhi og hans folk havde omvendt sig og vendt deres hjerte til Herren. Foreslå eventuelt, at de markerer disse ord og udtryk. Bed et par elever om at fortælle, hvad de har fundet frem til. (Det kan være svar som omfatter, at Limhi og mange af hans folk havde indgået en pagt om at tjene Gud og holde hans befalinger, at de ønskede at blive døbt, og at de var villige til at tjene Gud af hele deres hjerte).

Følgende aktivitet hjælper eleverne til at se, at Herren hjalp Limhis folk til at flygte ud af trældom, da de ærede deres pagt om at tjene ham og holde hans befalinger. Skriv følgende spørgsmål og skriftstedshenvisninger på tavlen, før klassen begynder:

Hvordan var Ammon og hans brødres ankomst et svar på Limhis folks bønner? (Se Mosi 7:14-15:18-20; 21:14-15:22-24).

Udover at søge Herrens hjælp gennem bøn, hvad gjorde Limhis folk da under Gideons ledelse for at blive udfriet? (Se Mosi 21:36; 22:1-10).

Hvilke detaljer i disse vers angiver, at Herren hjalp Limhis folk til en sikker flugt? (Se Mosi 22:11-16; 25:15-16).

Del eleverne op i tre grupper. Lad hver gruppe forberede sig på at besvare et af spørgsmålene på tavlen ved at læse de følgende skriftsteder. Efter et par minutter beder du en elev fra hver gruppe om at gengive de svar, de har forberedt. Det vil også være et godt tidspunkt at lade eleverne tilføje »Limhis folks flugt« til deres diagram over rejser i Mosija 7-24. (Se det komplette diagram i tillægget sidst i dette hæfte). Lad eventuelt også eleverne kigge på Mormons Bogs bogmærket for at finde frem til, hvad der til sidst skete for Limhis folk (se Mosi 22:13-14).

rejser i Mosija 7-24

Påpeg, at selv om vi ikke behøver at bede om udfrielse fra fysisk trældom, sådan som Limhis folk gjorde, har vi alle brug for udfrielse fra synd.

  • Hvad har I lært af Mosija 21-22, der ville opmuntre enhver, der havde brug for at opleve Herrens kraft til at udfri os fra synd?

Afslut ved at bære dit vidnesbyrd om Herrens kraft til at udfri os fra synd. Fremhæv, at når vi ydmyger os, bønfalder Herren og omvender os fra vore synder, hører han vore bønner og letter vore syndefulde byrder i hans egen tid.

Kommentar og baggrundsinformation

Mosija 21:15, 29-30. Lidelse, der kommer af synd, kan tjene et formål

Når vi synder og afviser at omvende os ligesom kong Limhis folk, påfører vi os selv yderligere smerte – sommetider fysisk og altid åndelig. Ældste Kent F. Richards fra De Halvfjerds har forklaret, hvordan smerte kan være en nødvendig del af vores åndelige helbredelse og udvikling:

»Smerte er en målestok for helbredelsesprocessen. Den lærer os ofte tålmodighed …

Ældste Orson F. Whitney har skrevet: ›Ingen smerte, som vi lider, ingen prøvelse, som vi bliver udsat for, er spildt. Det tjener til vores dannelse, til at udvikle egenskaber som tålmodighed, tro, mod og ydmyghed … Det er ved sorg og smerte, slid og trængsel, at vi tilegner os den uddannelse, vi kommer her for at få.‹

Ældste Robert D. Hales har sagt noget lignende:

›Smerte gør én så ydmyg, at man får mulighed for at gøre sig overvejelser. Det er en oplevelse, som jeg er taknemlig for at have fået …

Jeg fandt ud af, at den fysiske smerte og kroppens heling … meget påfaldende svarer til den åndelige smerte og sjælens heling i omvendelsesprocessen‹« (»Forsoningen kan helbrede al smerte«, Liahona, maj 2011, s. 15).

Mosija 21:15-16. Hvordan er jeres indstilling under trængsler?

Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, hvilken indstilling vi bør stræbe efter at undgå, og hvilken indstilling vi bør stræbe efter at udvikle under trængsler:

»Herren vil yde hjælp ved guddommelig kraft, hvis du søger udfrielse i ydmyghed og i tro på Jesus Kristus.

Sig ikke: ›Der er ingen, der forstår mig‹, ›Jeg forstår det ikke‹ eller ›Jeg kan ikke få den hjælp, jeg behøver‹. Sådanne kommentarer er selvdestruktive. Ingen kan hjælpe dig uden tro og indsats fra din side. Det er en nødvendig del af din personlige vækst. Søg ikke efter et liv fuldstændigt fri for ubehag, smerte, pres, udfordringer eller sorg, for det er de midler, en kærlig Fader benytter sig af til at stimulere vores personlige vækst og forståelse. Som skrifterne gentagne gange bekræfter, vil du blive hjulpet i takt med, at du udøver tro på Jesus Kristus … Tro på Kristus betyder, at vi stoler på ham; at vi stoler på hans lære. Det fører til håb, og håb leder til kærlighed, Kristi rene kærlighed, denne fredfyldte følelse, vi mærker, når vi oplever hans omsorg, hans kærlighed og hans evne til at helbrede os eller til at lette vore byrder med sin helbredende kraft« (»At blive helbredt«, Stjernen, juli 1994, s. 8).