Lektion 69
Alma 1-2
Indledning
Kort tid efter at Alma blev overdommer, indsatte Nehor sig selv som præst blandt folket. Han talte imod Kirken og dens lære, og han overtalte mange til at tro på sig og give sig penge. Da Nehor dræbte Gideon, som var et trofast medlem af Kirken, blev han stillet for Alma. Alma fandt Nehor skyldig i præstelist og i at prøve at gennemtvinge præstelist med sværdet, og dømte Nehor til døden. Kirken fik fremgang og blev ledt af flittige og ydmyge præster, men præstelisten fortsatte. Amlici, en snedig mand efter Nehors orden, samlede støtte blandt mange mennesker og prøvede uden held at blive nefitternes konge. Han og hans tilhængere gjorde oprør, gik imod nefitterne i kamp og endte med at forene deres styrker med en lamanitisk hær. Selvom nefitterne blev styrket af Herren, led de mange tab, men de overvandt disse hæres angreb.
Forslag til undervisningen
Alma 1
Trods udbredelsen af præstelist og forfølgelse står mange fast i troen
Skriv populær på tavlen.
-
Hvilke farer er der ved at søge popularitet? Hvilke farer er der ved at følge mennesker, blot fordi de er populære?
Forklar, at en mand ved navn Nehor blev populær blandt visse mennesker i Zarahemla. Lad eleverne læse Alma 1:2-6 for sig selv og finde det, Nehor belærte om, og hvordan folket reagerede på det. Når eleverne har fortalt det, de har fundet frem til, kan du overveje at stille spørgsmål lig følgende:
-
Hvorfor er Nehors belæringer i Alma 1:4 farlige? (Hvis eleverne har svært ved at besvare dette spørgsmål, kan du påpege, at Nehor belærte om, at »alle mennesker [ville] få evigt liv«, uanset hvad de gjorde. Denne lære tilsidesætter behovet for omvendelse, ordinancer og overholdelse af Guds befalinger. Se også Alma 15:15).
-
Hvad kunne konsekvenserne være for en person, der tror på denne læresætning?
-
Hvordan påvirkede Nehors fremgang ham? (Se Alma 1:6).
Sammenfat Alma 1:7-15 ved at forklare, at da Nehor en dag gik ud for at forkynde for en gruppe tilhængere, mødte han Gideon, der havde været med til at udfri Limhis folk af trældom, og som på det tidspunkt virkede som lærer i Kirken. Nehor »begyndte at strides skarpt med [Gideon] for at kunne forlede kirkens folk; men [Gideon] modstod ham, idet han formanede ham med Guds ord« (Alma 1:7). Nehor trak i et anfald af vrede sit sværd og dræbte Gideon. Kirkens folk førte Nehor frem for Alma, der var overdommer, for at dømme Nehor for sine forbrydelser. Alma dømte Nehor til døden, og Nehor »led … en forsmædelig død« (Alma 1:15). Forklar eventuelt, at forsmædelig betyder skændig, skamfuld eller vanærende.
Bed eleverne om at søge i de første få linjer i Alma 1:12 for at finde det ord, som Alma brugte til at beskrive det, som Nehor havde indført hos dette folk for første gang. Lad eleverne se på fodnote 12a. Bed dem om at slå op på den første henvisning på listen: 2 Nefi 26:29. Lad dem læse dette vers for sig selv.
-
Hvad er præstelist med jeres egne ord? Hvad tror I, det betyder, at mennesker »sætter sig selv op som et lys for verden«? Hvorfor er det farligt?
-
Hvordan var Nehors prædiken et eksempel på præstelist?
-
Hvad ville der ifølge Alma ske med folket, hvis præstelist skulle blive gennemtvunget blandt dem?
-
Hvorfor tror I, at det er fristende for mennesker at undervise, så andre lovpriser dem?
Bed en elev om at læse Alma 1:16 højt. Lad klassen finde frem til, hvordan og hvorfor præstelist fortsat spredtes, selv efter Nehors død. Når eleverne har fortalt, hvad de har fundet frem til, spørger du:
-
Hvad er ifølge Alma 1:16 målet for de mennesker, der udøver præstelist? (De gør det »for rigdoms og æres skyld« – eller med andre ord for at opnå penge og popularitet).
Forklar, at præstelist og dens resultater plagede nefitterne i mange år (se Alma 2; 15:15; 24:28). Påpeg, at vi i vor tid må tage os i agt for præstelist, såvel i som uden for Kirken. Vi bør ikke tillade os selv at blive bedraget af mennesker, der udøver præstelist. Vi bør også være opmærksomme på vores indstilling og handlinger i forbindelse med præstelist, når vi bestræber os på at undervise i evangeliet.
-
Hvilke muligheder har I for at undervise om evangeliet? (Hjælp eleverne til at se, at de har mange muligheder for at undervise om evangeliet. De underviser hinanden, når de deltager i seminar og i deres kvorum og klasser. De kan undervise deres familie til familieaften. De unge mænd tjener som hjemmelærere. Unge mænd og unge piger kan blive bedt om at tale ved et nadvermøde. De kan fortælle andre om evangeliet nu, og de kan forberede sig til at blive fuldtidsmissionærer).
Lad en elev læse følgende udtalelse af ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum:
»Hvad vi måtte gøre som lærere, for bevidst eller med overlæg at tiltrække os opmærksomhed – i de budskaber vi fremlægger, gennem vore metoder eller vores personlige adfærd – er en form for præstelist, der hindrer Helligåndens virke i undervisningen« (»Søg kundskab ved tro«, Liahona, sep. 2007, s. 22-23).
Understreg, at hvis vi bevidst tiltrækker os opmærksomheden, når vi underviser i evangeliet, forhindrer vi Helligåndens fulde virke.
Læs følgende liste over de bevæggrunde, folk kan have, når de underviser. Lad eleverne tale om, hvilke bevæggrunde der kunne være eksempler på præstelist og hvorfor.
At lede andre til Frelseren.
At vise hvor sjove de er.
At hjælpe andre til at føle Ånden.
At vise hvor kloge de er.
At hjælpe andre til at anvende evangeliets sandheder i deres tilværelse.
Bed en elev om at læse Alma 1:26-27 højt. Bed klassen om at finde frem til, hvordan Guds præster handlede anderledes end Nehor.
-
Hvordan kan de nefitiske præsters eksempel hjælpe os til at undgå præstelist?
-
Hvordan viste disse præster deres forpligtelse over for Gud?
Forklar, at præstelist førte til strid og forfølgelse blandt nefitterne. Hjælp eleverne til at forberede sig på at studere Alma 1:19-33 ved at stille følgende spørgsmål:
-
Hvornår har I set mennesker drille, håne eller forfølge dem, der holder Guds befalinger?
-
Har I nogen sinde følt, at I er blevet drillet, hånet eller forfulgt for at holde befalingerne? Hvis I har, hvordan reagerede I så?
Bed eleverne om at læse Alma 1:19-20 for sig selv og finde eksempler på kirkemedlemmer, der er blevet forfulgt. Når eleverne har gengivet det, de har fundet, skriver du følgende spørgsmål på tavlen og beder eleverne om at skrive dem i deres skriftstudiebog. Giv dem tid til at læse skriftstederne for sig selv og på egen hånd besvare spørgsmålene.
Når eleverne har fået tid nok til at studere skriftstederne, spørger du, hvad vi kan lære af disse skriftsteder. Eleverne finder måske frem til nogle af eller alle nedenstående principper:
Selv når mennesker omkring os er ulydige, kan vi være standhaftige og urokkelige i at holde befalingerne.
Når vi efterlever evangeliet, kan vi føle fred, selv når vi bliver forfulgt.
-
Hvornår har I oplevet, at disse principper er sande?
Alma 2
Amlici og andre gør oprør og ender med at slutte sig til lamanitterne for at bekrige nefitterne
Forklar, at nefitterne omkring fire år efter Nehors død stod over for endnu en ugudelig mand, der kunne opnå popularitet nok til at få støtte. Del eleverne op i par. Lad i hvert par den ene elev læse Alma 2:1-7, mens den anden læser Alma 2:8-18. Bed eleverne om at forberede en overskrift til en nyhedsartikel ud fra deres vers og beskrive, hvad de retskafne mennesker gjorde for at modstå ugudelighed. Bed efter fire til fem minutter eleverne om at læse deres overskrift for makkeren. Bed eventuelt et par elever om at læse deres overskrift for klassen.
Stil følgende spørgsmål for at sikre dig, at eleverne forstår de vers, de har læst:
-
Hvad ønskede Amlici at gøre?
-
Hvorfor kunne nefitterne ifølge Alma 2:18 hindre Amlicis forsøg på at blive konge? (»[Herren] styrkede … nefitternes hånd«. Bed eventuelt eleverne om at markere denne udtalelse i deres skrifter).
Bed klassen om nævne eksempler på noget af den ugudelighed, de unge står over for i dag. Det kan være fristelser, og de nævner måske også prøvelser, de oplever på grund af andres ugudelighed. Mens de studerer videre i Alma 2, opfordrer du dem til at overveje, hvordan de kan tage imod Herrens hjælp til at overvinde de fristelser og udfordringer, de har.
Forklar, at de nefitiske krigere slog mange af amlicitterne, men de blev forbavsede over at se, at resten af amlicitterne sluttede sig til en lamanitisk hær (se Alma 2:19-25). Før de nefitiske hære kunne vende tilbage til byen Zarahemla, angreb den samlede hær dem. Bed eleverne om at søge i Alma 2:27 efter et udtryk, der angiver størrelsen på den samlede lamanitiske og amlicitiske hær.
Bed eleverne om at holde et øjebliks pause og forestille sig, hvad de ville tro, og hvordan de ville føle, hvis de var en del af den nefitiske hær. Bed en elev om at læse Alma 2:28-31, 36 højt, og bed klassen om at finde frem til, hvordan slaget sluttede. Når eleverne har fortalt, hvad de har fundet frem til, kan du eventuelt foreslå, at de markerer ordene styrket og styrkede i disse vers.
-
Hvorfor styrkede Herren nefitterne ifølge Alma 2:28? (Eleverne kan komme med forskellige svar på dette spørgsmål. Hjælp dem til at finde frem til følgende princip: Når vi beder Gud om hjælp til at modstå ugudelighed, styrker han os.
-
Hvorfor tror I, det er vigtigt at få styrke fra Gud til at modstå ugudelighed frem for at få fjernet ugudelighed helt fra os?
-
Hvordan kan I følge Almas eksempel, når I står over for ugudelighed?
Bed eleverne om at skrive svaret på et af følgende spørgsmål:
-
Hvordan har Herren styrket jer, når I har oplevet ugudelighed?
-
Kan I give et eksempel på, hvordan I kan modstå ugudelighed her og nu?
Når eleverne har haft tid til at skrive, beder du et par af dem om at gengive deres svar. Du har måske selv nogle svar til disse spørgsmål. Bed eleverne om at følge Nefis eksempel med at bede om Herrens hjælp og at være værdig til, at Gud kan styrke dem i deres anstrengelser. Afslut ved at bære vidnesbyrd om, at Gud vil styrke os, når vi modstår ugudelighed.