Lektion 134
3 Nefi 28
Indledning
Da Jesus Kristus spurgte hver af sine tolv nefitiske disciple, hvad de ønskede af ham, svarede ni af dem, at de ønskede hastigt at komme til ham, når deres tjenestegerning på jorden var forbi. Tre af disciplene ønskede blive på jorden for at bringe sjæle til Jesus Kristus indtil hans andet komme. Herren roste dem alle for deres retfærdige ønsker. Mormon giver nogle detaljer om de tre nefitters tjeneste, og han fortæller også, hvad Herren åbenbarede ham omkring deres fysiske forvandling, for at de kunne blive på jorden.
Forslag til undervisningen
3 Nefi 28:1-11
Jesus Kristus opfylder sine nefitiske disciples ønsker
Bed eleverne om at tænke over, hvordan de ville svare, hvis Jesus Kristus viste sig for dem og spurgte: »Hvad er det, I ønsker af mig?« Lad dem skrive deres svar i deres skriftstudiebog. Hvis de føler sig trygge ved det, så giv dem mulighed for at fortælle, hvad de skrev.
Bed eleverne om at læse 3 Nefi 28:1-3 for sig selv og se efter, hvad ni af de nefitiske disciple svarede, da Herren stillede dem det spørgsmål. Spørg, når de har fortalt om det, de har fundet:
-
Hvad syntes Frelseren om de ni disciples ønske?
Bed eleverne om at læse 3 Nefi 28:4-9 for sig selv og se efter, hvad de øvrige tre disciple ønskede af Frelseren. Lad dem fortælle, hvad de finder frem til. (Det kan være en hjælp at henlede elevernes opmærksomhed på 3 Ne 28:9: »I har ønsket, at I må bringe menneskesjæle til mig«).
-
Hvad syntes Frelseren om de tre disciples ønske?
-
Hvad lovede Frelseren ifølge 3 Nefi 28:8-9 de tre nefitter, så deres retfærdige ønske kunne opfyldes?
Bed en elev om at læse 3 Nefi 28:10 højt og lad klassen se efter, hvilke velsignelser Herren lovede de tre nefitter.
-
Hvad lovede Herren de tre nefitter? Hvornår har I været vidne til tjeneste af andre, som førte til glæde?
-
Hvad kan vi lære om Frelseren i 3 Nefi 28:1-10? (Elevernes svar på dette spørgsmål kan omfatte, at Herren velsigner os i henhold til vore retfærdige ønsker, og at Herren glæder sig, når vi ønsker at hjælpe andre til ham).
Læs følgende udtalelse for at hjælpe eleverne til at forstå vigtigheden af retfærdige ønsker:
Ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
»Det, som vi til stadighed ønsker, vil med tiden afgøre, hvad vi til sidst vil blive og hvad vi vil modtage i evigheden …
Retfærdige ønsker skal være vedholdende« (»Efter vores hjertes ønsker«, Stjernen, jan. 1997, s. 20).
Præsident Brigham Young har sagt:
»De mænd og kvinder, der ønsker sig en plads i det celestiale rige, vil opdage, at de må kæmpe mod fjenden af al retfærdighed hver dag« (»Remarks«, Deseret News, 28. dec. 1864, s. 98).
-
Hvorfor tror I, at vi må kæmpe hver dag, for at vore retfærdige ønsker kan blive opfyldt?
-
Hvornår har I følt, at Herren har velsignet jer på grund af jeres retfærdige ønsker?
Henvis eleverne til de ønsker, de skrev ned i begyndelsen af lektionen. Lad dem skrive nogle få sætninger om, hvad de vil begynde at gøre i dag for at sikre sig, at deres retfærdige ønsker kan opfyldes.
3 Nefi 28:12-35
Mormon beskriver de tre nefitters tjenestegerning
Bed en elev om at læse 3 Nefi 28:12-16 højt. Bed resten af klassen om at følge med og se, hvad der skete med de nefitiske disciple, efter Frelseren forlod dem. Forklar, at disciplene med det samme oplevede forvandlingen af deres legeme.
-
Hvad var ifølge 3 Nefi 28:15 en af årsagerne til, at disciplene var nødt til at blive forvandlet? (»Så at de kunne se det, der hører Gud til«).
Forklar, at vi i begyndelsen af 3 Nefi 28:17 læser Mormons beskrivelse af de tre nefitters tjenestegerning. Bed eleverne om at læse 3 Nefi 28:17 for sig selv og se, hvad Mormon ikke vidste om de tre nefitters fysiske tilstand, da han skrev sin beretning. (Du kan eventuelt fortælle eleverne, at I senere i lektionen vil komme nærmere ind på den forvandling, de tre nefitter oplevede).
Bed nogle elever om at skiftes til at læse højt fra 3 Nefi 28:18-23. Bed resten af klassen om at følge med og se efter, hvad Herren velsignede de tre nefitter med, så de kunne udføre deres retfærdige ønsker.
-
Hvad gjorde de tre nefitter for at opfylde deres ønske om at bringe andre til Frelseren?
-
Hvordan velsignede Herren dem, så de kunne opfylde deres ønske?
Bed eleverne om at læse 3 Nefi 28:25-32 for sig selv og identificere de mennesker, som nød og fremover vil nyde godt af de tre nefitters tjeneste. Du kan foreslå, at de understreger det, de finder. (Bemærk, at 3 Nefi 28:27-28 anviser en af årsagerne til, at vi skal være forsigtige med at tro på og videreformidle historier fra folk, der mener at have mødt de tre nefitter: Mormon sagde, at de folk, som de tre nefitter tjener ikke ville kende dem).
3 Nefi 28:36-40
Mormon lærer om forvandlede væsener
Spørg eleverne, om de nogensinde har haft et spørgsmål om evangeliet, eller noget de har læst i skrifterne, som de ikke forstod. Mind dem om, at da Mormon begyndte at skrive om forvandlingen af de tre nefitter, sagde han, at han ikke helt forstod den fysiske forandring, de havde undergået, mens de tjente på jorden (se 3 Ne 28:17).
-
Hvem henvender I jer almindeligvis til, når I har spørgsmål om evangeliet eller skriften? Hvorfor?
Bed eleverne om at læse 3 Nefi 28:36-37 for sig selv for at finde ud af, hvad Mormon gjorde for at få svar på sit spørgsmål.
-
Hvilket princip kan vi lære af Mormon om at få større forståelse? (Selvom eleverne kan svare på forskellig vis, så sørg alligevel for, at de kommer frem til følgende princip: Når der er noget, vi ikke forstår, kan vi bede vor himmelske Fader om hjælp, og så vil vi modtage vejledning ).
-
Hvilke eksempler illustrerer dette princip?
-
I hvilke situationer kan vi være nødt til at bede vor himmelske Fader om større forståelse af noget?
Læs følgende udtalelse, hvor præsident Spencer W. Kimball fremhæver nogle få situationer, hvor vi bør bede om himmelsk hjælp:
»Vi har alle i høj grad brug for hans hjælp, når vi søger at lære evangeliets sandheder og søger at efterleve dem, når vi søger hans hjælp i livets store beslutninger, beslutninger vedrørende skole, ægteskab, arbejde, bopæl, opdragelse, idet vi sammen tjener i Herrens arbejde og søger hans tilgivelse og fortsatte vejledning og beskyttelse i alt, hvad vi gør. Listen over vore behov er lang, virkelig og oprigtig …
Efter at have brugt bønnen et helt liv kender jeg den kærlighed, styrke og kraft, som kommer gennem ærlig og oprigtig bøn. Jeg kender vor Faders villighed til at hjælpe os i dette jordiske liv, hans villighed til at undervise os, vejlede os og styre os. Således har vor Frelser med stor kærlighed sagt: ›Hvad jeg siger til en, siger jeg til alle: Bed altid‹ (L&P 93:49)« (»Bed altid«, Den danske Stjerne, mar. 1982, s. 2, 8).
-
Hvordan kan I øge jeres tro på bønnens kraft? Hvornår har I eller jeres familie modtaget svar på jeres bønner?
Tilskynd eleverne til at søge vor himmelske Fader i bøn i deres stræben efter evangelisk forståelse og møde med livets udfordringer. Bær vidnesbyrd om de velsignelser, du har modtaget ved at lægge dine udfordringer og spørgsmål for vor himmelske Fader.
Forklar, at den forandring, som de tre nefitter oplevede, kaldes forvandling. Nogle af Herrens trofaste tjenere er blevet forvandlet, så de kan fortsætte deres tjenestegerning på jorden. Da Mormon fortsatte sin adspørgen om denne forandring, lærte han noget om forvandlede væsener.
Skriv forvandlede væsener på tavlen. Bed en elev om at læse 3 Nefi 28:37-38 højt. Bed resten af klassen om at følge med og se efter, hvad Mormon lærte om den forandring, der fandt sted med de tre nefitters legeme.
-
Hvad lærte Mormon om forvandlede væsener? (Bed en elev om at skrive de andre elevers svar på tavlen. Svarene bør gå på, at forvandlede væsener ikke skal »smage døden«, at de ikke skal lide smerte eller sorg, undtagen over verdens synder).
-
Hvorfor var denne forandring af deres legemer nødvendig? (Du kan eventuelt lade eleverne kigge i 3 Ne 28:6-7. Forandringen var nødvendig, for at de kunne fuldføre deres ønske om at forblive på jorden og fortsætte med at føre sjæle til Kristus, indtil Frelserens andet komme).
Bed eleverne om at læse 3 Nefi 28:39-40 for sig selv og finde yderligere information om forvandlede personer. Lad en anden elev skrive, når eleverne fremkommer med deres svar. (Svarene bør omfatte at forvandlede personer ikke kan fristes af Satan, at de er helliggjorte, og at »jordens magter ikke [kan] holde dem«). Du kan eventuelt forklare, at selv om forvandlede personer ikke lider død, så er de ikke opstandne. De vil ikke undergå »en større forandring« før dommedag, hvor de »på et øjeblik« vil blive forvandlet fra dødelighed til udødelighed (se 3 Ne 28:8, 40).
Afslut med at bære vidnesbyrd om de principper og læresætninger, I har drøftet i klassen. Tilskynd eleverne til at handle på de tilskyndelser, de har fået af Ånden.