Lektion 25
2 Nefi 3
Indledning
2 Nefi 3 indeholder Lehis ord til sin yngste søn, Josef. Lehi fortalte om Josef af Egyptens profeti, om profeten Joseph Smiths rolle ved Mormons Bogs fremkomst og evangeliets gengivelse.
Forslag til undervisningen
2 Nefi 3:1-25
Lehi fortæller om Josef af Egyptens profeti og om profeten Joseph Smith.
Før klassen begynder, skriver du følgende på tavlen.
For at forberede eleverne til at forstå lærdommene i 2 Nefi 3 forklarer du dem, at dette kapitel indeholder oplysninger om fire mænd med samme fornavn. Bed eleverne om hurtigt at se i skriftstedshenvisningerne under hver figur på tavlen for at fastsætte, hvem der repræsenteres ved hver figur. Når en elev finder et svar, lader du ham eller hende skrive det på tavlen. (Den første figur repræsenterer Lehis søn Josef. Den anden repræsenterer profeten Josef, der blev solgt til Egypten omtrent 1.700 år før Jesu Kristi fødsel. Den tredje repræsenterer profeten Joseph Smith. Den fjerde repræsenterer Joseph Smith sen.).
Vis et billede af profeten Joseph Smith, som fx Bror Joseph (62161; hæftet Evangelisk kunst, 2009, nr. 87). Forklar eleverne, at det meste af 2 Nefi 3 fokuserer på Josef af Egyptens profeti om profeten Joseph Smith.
Bed tre elever om at skiftes til at læse højt fra 2 Nefi 3:6-8. Bed klassen om at finde frem til ord og udtryk, som Josef af Egypten brugte til at beskrive Joseph Smith og det værk, han skulle udføre. (Forklar eventuelt, at da Josef af Egypten brugte udtrykket »mine lænders frugt«, henviste han til sine efterkommere). Skriv de ord og udtryk, som eleverne finder, på tavlen under den figur, der repræsenterer Joseph Smith. De skulle kunne finde udtryk som »en udsøgt seer for mine lænders frugt«, »højt agtet«, »bringer dem til kundskab om de pagter« og »jeg vil gøre ham mægtig i mine øjne«.
-
Hvad har I lært om profeten Joseph Smith, mens vi har studeret 2 Nefi 3:6-8? (Hjælp eleverne til at forstå, at Herren oprejste profeten Joseph Smith for at tilvejebringe evangeliets gengivelse.
Bed eleverne om at læse 2 Nefi 3:11-15 for sig selv. Bed dem om at finde yderligere udtryk med hensyn til, hvad Gud skulle udføre gennem profeten Joseph Smith. Når de har haft tid nok til at læse disse vers, spørger du dem, hvad de har fundet frem til. Føj deres svar til listen på tavlen under den figur, der repræsenterer profeten Joseph Smith. (Det kunne være svar som at »bringe mit ord ud«, »fra svaghed skal han blive gjort stærk«, »de, der forsøger at slå ham ihjel, skal blive udslettet« og »få navn … efter hans fars navn«).
Læs 2 Nefi 3:11 højt og fremhæv især udtrykket »magt til at bringe mit ord ud« for at hjælpe eleverne til en yderligere forståelse af og til at grunde over profeten Joseph Smiths rolle i gengivelsen af evangeliet.
-
Hvilke eksempler er der på, at Joseph Smith bragte Guds ord ud? (Det kan være svar som Mormons Bog, Lære og Pagter, Den Kostelige Perle og Joseph Smiths oversættelse af Bibelen og profetens egne prædikener).
Vær sikker på under denne samtale at påpege, at Josef af Egypten profeterede, at profeten Joseph Smith skulle frembringe Mormons Bog. Forklar eventuelt, at 2 Nefi 3:12 nævner to bøger: Den bog, der blev skrevet af Josef af Egyptens efterkommere, er Mormons Bog, og den bog, der blev skrevet af Judas efterkommere, er Bibelen. Foreslå eventuelt, at eleverne understreger disse forklaringer i deres skrifter.
Bed eleverne om at finde vendinger i 2 Nefi 3:12, der beskriver den indflydelse, som Mormons Bog og Bibelen får på verden, når de »skal vokse sammen«. (Fx kan eleverne måske finde »gendrive falske lærdomme«, »afskaffe stridigheder« og »skabe fred«).
Som en hjælp til, at eleverne kan grunde over, hvordan Mormons Bog har påvirket deres liv, kan du spørge:
-
Hvornår har I oplevet Mormons Bogs kraft i jeres liv eller set dens indflydelse hos jeres venner eller familie?
Bed en elev om at læse 2 Nefi 3:15 højt. Bed klassen om især at lægge mærke til vendingen »bringe mit folk til frelse«.
-
Hvordan medvirker Mormons Bog til at bringe folk til frelse?
-
Hvilken forskel har Mormons Bog gjort i jeres liv?
For at hjælpe eleverne til at forstå og værdsætte profeten Joseph Smiths forudordinerede mission kan du bede en elev om at læse følgende udtalelse fra præsident Brigham Young højt:
»Det blev vedtaget i evighedens råd, længe før jorden blev grundfæstet, at han, Joseph Smith, skulle være den mand i den sidste uddeling af denne verden, som skulle frembringe Guds ord til menneskene og modtage Guds Søns præstedømmes nøgler og magts fylde. Herren holdt øje med ham og hans fader og hans faders fader og deres forfædre helt tilbage til … Adam. Han har holdt øje med den familie og det blod, som er løbet fra dets kilde til denne mands fødsel. Han blev forudordineret i evigheden til at præsidere over denne sidste uddeling« (Discourses of Brigham Young, udv. John A. Widtsoe, 1954, s. 108).
Sammenfat 2 Nefi 3:16-24 ved at forklare, at Josef af Egypten sammenlignede Joseph Smith med Moses. Lad eleverne finde ord og vendinger, der beskriver profeten Joseph Smith i 2 Nefi 3:24. Når de fremkommer med de ord og vendinger, de har fundet frem til, føjes deres svar til listen på tavlen.
Læs følgende udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley. Bed eleverne om at lytte efter sandheder, som profeten Joseph Smith fik åbenbaret:
»Tillad mig at nævne nogle af de mange lærdomme og traditioner, der adskiller os fra alle andre kirker, og som alle er modtaget ved åbenbaring til den unge profet Joseph Smith …
Viden om Guddommen …
Mormons Bog
… Det gengivne præstedømme
… Planen for evigt familieliv …
Små børns uskyld
… Den store lære om forløsning af de døde …
Menneskets evige natur
… Princippet om nutidig åbenbaring
… I løbet af hans 38½ år korte liv modtoges ved ham en uforlignelig udgydelse af visdom, gaver og lærdom« (»De store ting, Gud har åbenbaret«, Liahona, maj 2005, s. 80-83).
Bed en elev om at føje præsident Hinckleys liste til listen på tavlen.
Lad en elev læse Lære og Pagter 135:3 højt. Forklar, at ældste John Taylor fra De Tolv Apostles Kvorum, der senere blev Kirkens tredje præsident, skrev disse ord kort tid efter profeten Joseph Smiths død. Bed eleverne om at finde punkter i dette vers, de kan føje til listen på tavlen. Skriv deres svar på tavlen.
Giv eleverne tid til at gennemgå oversigten på tavlen. Bed dem om at overveje, hvad de har lært om profeten Joseph Smiths rolle. Bed dem tænke over, hvad de ved og føler om profeten ved at skrive svaret ned på et af følgende spørgsmål i deres skriftstudiebog:
-
Hvad har I lært eller følt i dag, der har styrket jeres vidnesbyrd om profeten Joseph Smith?
-
Hvad gjorde, lærte os eller gengav Joseph Smith, som I føler er »af stor værdi« (2 Ne 3:7) for jer?
Del eleverne op i par. Lad dem dele deres vidnesbyrd om profeten Joseph Smith med hinanden. Hvis du har tid, kan du opmuntre nogle elever til at dele deres med hele klassen. Bær dit eget vidnesbyrd om, at Gud oprejste Joseph Smith til at tilvejebringe gengivelsen. Bed dine elever om bønsomt at søge efter måder, hvorpå de kan dele deres vidnesbyrd om profeten Joseph Smith og Mormons Bog med andre, især deres venner og familie.