Bibliotek
Lektion 38: 2 Nefi 28


Lektion 38

2 Nefi 28

Indledning

Nefi profeterede om nogle af de udfordrende forhold i de sidste dage, herunder de falske lærdomme og den stolthed hos mange kirker, der ville fremkomme. Han belærte om, hvordan man genkender falsk lære og verdens holdninger, og han advarede om nogle måder, hvorpå Satan vil prøve at bortlede os fra retskaffenhed.

Forslag til undervisningen

2 Nefi 28:1-19

Nefi beskriver nogle kirker og falske tanker i vor tid

Tegn advarselssymboler på tavlen, som din kultur er bekendt med. Tegn fx et trafikskilt eller et symbol, der angiver, at en bestemt væske er farlig eller giftig.

  • Hvad er formålet med disse symboler?

Præsident Ezra Taft Benson

Forklar, at Mormons Bog kan hjælpe os til at se advarselstegn for åndeligt skadelige påvirkninger. Præsident Ezra Taft Benson har forklaret, at et af Mormons Bogs formål er at afsløre, hvordan modstanderen og andre af Kristi fjender arbejder i de sidste dage. Bed en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Benson:

»Mormons Bog afslører Kristi fjender. Den gør falske lærdomme til skamme … Den styrker Kristi ydmyge tilhængere mod den ondes anslag, planer og lære i vor tid. De former for frafald, der findes omtalt i Mormons Bog, ligner dem, vi har i dag« (»Mormons Bog er Guds ord«, Den danske Stjerne, aug. 1975, s. 43).

  • Hvordan afslører Mormons Bog Kristi fjender? (Den indeholder beretninger om mennesker, der prøvede at lede andre væk fra troen på Kristus. Den giver os mulighed for at se deres vildfarelse og falske ideer).

  • Hvordan styrker Mormons Bog os mod modstanderen?

Bær vidnesbyrd om, at Mormons Bog afslører djævelens falske ideer og styrker os mod hans onde anslag. Forklar, at eleverne kommer til at se et eksempel på dette i 2 Nefi 28. Dette kapitel indeholder en af Nefis profetier om de sidste dage. I denne profeti advarer Nefi om falske lærdomme, der vil herske i vor tid.

Bed eleverne om at læse 2 Nefi 28:3-9 for sig selv og finde Nefis advarsler om falske lærdomme. Påpeg, at 2 Nefi 28:7-9 er et mesterskriftsted. Tilskynd eventuelt eleverne til at markere disse skriftsteder så tydeligt, at de let vil kunne finde dem. Når eleverne har haft tid nok til at læse skriftstederne, opfordres flere elever til at komme op til tavlen. Bed hver især om at skrive en falsk lærdom eller tanke fra disse skriftsteder, herunder det vers, de fandt den i. Spørg dernæst de resterende elever, om de har lagt mærke til andre falske lærdomme eller ideer i disse skriftsteder. Hvis de har, beder du dem om at føje dem til listen på tavlen.

Stil følgende spørgsmål for at hjælpe eleverne til at tale om et par af disse falske lærdomme og ideer:

  • Hvilket nutidigt eksempel kan I finde på en af disse falske ideer? (Sørg for, at klassen ikke nævner nogle bestemte kirker, når de besvarer dette spørgsmål).

  • Hvordan hindrer denne falske idé mennesker i at følge vor himmelske Faders plan?

Bed en elev om at læse 2 Nefi 28:12-14 højt. Bed klassen om at se efter Nefis advarsel om, hvad der ville ske mange kirker og mennesker i de sidste dage på grund af stolthed og falsk lære.

  • Hvordan påvirker stolthed og falske lærdomme mennesker?

  • Hvorfor bliver »Kristi ydmyge tilhængere« ikke ledt på vildspor af stolthed og ugudelighed? Hvordan kan vi undgå at blive bedraget af »menneskers forskrifter«? (Forklar eventuelt, at udtrykket »menneskers forskrifter« henviser til menneskers lærdomme – i modsætning til Herrens lære).

Bed eleverne om at læse 2 Nefi 28:15-16 for sig selv og lede efter konsekvenserne af falsk lære.

  • Hvilke ord eller udtryk kan I finde i disse vers, der beskriver følgerne af stolthed og falsk lære?

2 Nefi 28:20-32

Nefi advarer om, hvordan Satan prøver at bedrage os

Fortæl følgende beretning til eleverne:

Mens præsident Boyd K. Packer var på en opgave i Afrika, tog han ud for at se på dyr i et vildtreservat. Han bemærkede, at dyrene ved et lavvandet vandhul var nervøse. Da han spurgte guiden, hvorfor dyrene ikke drak af vandet, sagde guiden, at det var på grund af krokodiller. Præsident Packer erindrede:

»Jeg vidste, han måtte lave sjov med mig, så jeg spurgte en gang til: »Hvad er problemet?« Svaret lød igen: ›Krokodiller‹ …

Han kunne se, jeg ikke troede på ham, og jeg vil tro, at han besluttede at give mig en lærestreg. Vi kørte hen til et andet sted, hvor bilen kunne holde på en forhøjning over mudderhullet, så vi kunne kigge ned på det. ›Der,‹ sagde han. ›Se selv.‹

Jeg kunne ikke se andet end mudder, en smule vand og de sky dyr, der holdt sig på afstand. Men så fik jeg pludselig øje på den! En stor krokodille, som lå i mudderet og ventede på, at et uforsigtigt dyr skulle blive tørstigt nok til at komme hen og drikke.

Præsident Boyd K. Packer

Med ét blev jeg overbevist! Da han kunne se, at jeg var villig til at lytte, fortsatte han sin belæring. ›Der er krokodiller overalt i parken,‹ sagde han, ›ikke kun i floderne. Der findes ikke noget vand her, hvor der ikke også er krokodiller i nærheden. Det kan du være helt sikker på‹ …

På en anden rejse til Afrika drøftede jeg denne oplevelse med en vildtbetjent i en anden park …

Så viste han mig et sted, hvor en tragedie havde udspillet sig. En ung mand fra England havde arbejdet på hotellet en sæson. Trods vedvarende og gentagne advarsler kravlede han over hegnet for at se på noget, som lå på den anden side af af en lille vandpyt, der ikke engang var dyb nok til at dække hans tennissko.

›Han var end ikke nået to skridt ud i den,‹ sagde vildtbetjenten, ›før en krokodille havde fået fat i ham, og der var intet, vi kunne gøre for at redde ham‹« (se »Åndelige krokodiller«, Liahona, okt. 2002, s. 10-11).

  • Hvad var årsagen til, at denne unge mand blev offer for en krokodille? Hvordan kunne han have undgået denne tragedie? (Ved at være lydig mod de advarsler, han havde fået).

Bed en elev om at læse følgende råd fra præsident Packer højt:

»De, der er noget ældre end jer, har undersøgt vandhullerne og hæver en advarselsrøst om krokodiller. Ikke bare de store, grå krybdyr, som kan bide jer midt over, men åndelige krokodiller, som er uendeligt meget farligere og mere bedrageriske og mindre synlige end de godt camouflerede krybdyr i Afrika.

Disse åndelige krokodiller kan slå jeres sjæl ihjel eller lemlæste den. De kan ødelægge jeres og jeres kæres sjælefred. Det er dem, der skal advares imod, og der findes næppe det jordiske vandhul, som ikke vrimler med dem« (»Åndelige krokodiller«, s. 11).

  • Hvordan kan krokodillerne i præsident Packers beretning sammenlignes med Satans fristelser og taktiske manøvrer? Hvilke advarsler får vi som en hjælp til at undgå åndelig fare?

Læs 2 Nefi 28:19 højt, mens eleverne følger med. Skriv dernæst på tavlen: Satan søger at holde os fast i sin magt ved …

Forklar, at da Nefi fortsatte sin profeti, talte han om de taktiske manøvrer, Satan vil bruge mod os i de sidste dage. Del eleverne op i par. Bed hvert par om at læse 2 Nefi 28:20-29 og finde frem til, hvordan sætningen på tavlen kan afsluttes.

Efter nogle minutter beder du parrene om at fortælle, hvordan de har afsluttet udtalelsen på tavlen. Sørg for, at eleverne som en del af samtalen forstår, at Satan bruger mange fremgangsmåder for at prøve at overmande os, som fx at hidse os op til vrede, berolige os og dysse os til ro og ved at smigre os.

  • Hvilke eksempler er der på, at Satan prøver at »ophidse [mennesker] til vrede imod det, der er godt«? Hvordan er vrede med til at forvirre mennesker om, hvad der er godt, og hvad der er ondt?

  • Hvorfor tror I, det er farligt for mennesker at være »ligegyldig[e] i Zion« og tro, at der ikke er brug for nogen forbedring? Hvorfor tror I, at Satan er i stand til at føre sådanne mennesker »omhyggeligt ned til helvede«?

  • Hvad vil det sige at smigre nogen? (At give falsk ros og komplimenter). Hvorfor tror I, smiger kan føre nogle mennesker væk fra Herren?

  • Hvorfor vil Satan prøve at overbevise mennesker om, at han ikke eksisterer?

  • Hvad kan vi gøre for at forebygge vrede? Hvordan kan vi tage os i agt for følelsen af, at alt er vel? Hvordan kan vi sikre os mod smiger?

Som afslutning af lektionen forklarer du eleverne, at slutningen af 2 Nefi 28 indeholder en sidste advarsel og en forsikring fra Herren. Bed eleverne om at læse 2 Nefi 28:30-32 for sig selv.

  • Herren ærer vores handlefrihed og vore bestræbelser på at lære om ham. Han lærer os ifølge 2 Nefi 28:30 »linje på linje, forskrift på forskrift«. Hvad betyder det for jer? Hvad sker der ifølge det vers dem, der siger: »Vi har tilstrækkeligt«?

  • I 2 Nefi 28:32 taler Herren til mennesker, der har forkastet ham. Hvad tror I, han i dette vers mener, når han siger: »Jeg rækker min arm ud til dem dag efter dag«? (I dette vers fortæller Herren om sin barmhjertighed og sin villighed til at hjælpe os hver dag, når vi stræber efter at følge hans vilje, selv om vi tidligere har forkastet ham. Hjælp eleverne til at forstå, at Herren vil være barmhjertig mod alle, der omvender sig og kommer til ham).

Skriv følgende på tavlen: På grund af det, jeg har lært i dag, vil jeg … Bed eleverne om at afslutte denne sætning i deres skriftstudiebog ved at beskrive, hvad de vil gøre efter at have studeret Nefis profeti i 2 Nefi 28. Bed eventuelt nogle få elever om at fortælle klassen, hvad de har skrevet. Vær dog sikker på, at de forstår, at de ikke skal føle sig forpligtede til at dele tanker eller oplevelser, der er for personlige eller private.

Bær vidnesbyrd om, at vi med vejledning og styrke fra Herren kan overvinde fristelse. Og selv når vi synder, er Herren barmhjertig mod os, hvis vi omvender os oprigtigt.

scripture mastery iconMesterskriftsted – 2 Nefi 28:7-9

Forklar, at mennesker sommetider bortforklarer synd ved at fortælle sig selv, at alle gør det, eller at de kan omvende sig senere. Del klassen op i små grupper. Bed grupperne om at læse 2 Nefi 28:7-9 sammen og se efter ord og udtryk, der henviser til disse falske ideer. Bed eleverne tale om følgende spørgsmål i deres gruppe (skriv eventuelt spørgsmålene på tavlen, før klassen begynder):

  • Hvad er faren ved at begå »en lille synd«?

  • Vil Gud retfærdiggøre os for at begå mindre eller sjældne synder? (Bed eleverne om at læse L&P 1:31 for at få yderligere indsigt).

  • Hvordan kan en person »drag[e] fordel af en anden på grund af hans ord«? Hvordan kan vi sommetider »grav[e] en grav for [vores] næste«?

Bed hver gruppe omskrive versene i et sprog, som mennesker ville bruge i dag for at overtale unge mennesker til at følge disse tåbelige lærdomme.

Bed eleverne om at tænke over engang, hvor de bevarede deres åndelige styrke trods falske ideer i skolen, medierne eller hos venner. Bed dem om at skrive om disse oplevelser i deres skriftstudiebog. Overvej at bede nogle få elever om at fortælle om det, de har skrevet.

Bemærk: Du kan bruge dette forslag under lektionen, når du præsenterer mesterskriftstedet, eller du kan bruge det i slutningen af lektionen.

Kommentar og baggrundsinformation

2 Ne 28:7-9 Faren ved at begå synd

Nefi afslørede nogle af de »falske og tomme og tåbelige lærdomme« (2 Ne 28:9), som Satan underviser i og fortsat vil bruge. Hvert af de udsagn, der findes i 2 Nefi 28:7-9 gengiver en åndeligt farlig livsanskuelse. Nutidige profeter har redegjort for disse usandheder og har talt imod dem:

»Spis, drik, og vær lystig, for i morgen dør vi« (2 Ne 28:7). Ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum advarede om denne indstilling:

»Den hedonistiske filosofi er: ›Spis, drik, og vær lystig … [og] Gud vil slå os med nogle få slag‹. Det er et kynisk og hult syn på Gud, sig selv og på livet. Gud kan aldrig retfærdiggøre, at vi ›begår en lille synd‹(2 Ne 28:8). Han er universets Gud, ikke en deltidsdommer, som vi kan tinge og slå en handel af med!

Selvfølgelig er Gud tilgivende! Men han kender vores hjertes hensigt. Han ved også, hvad godt vi kunne have gjort, mens vi udeblev fra tjenesten. I alle tilfælde er det, de andre gør, ingen undskyldning for en discipel af hvem meget er krævet (se Alma 39:4). Desuden er der på den trange og snævre sti ganske enkelt ingen hjørner at skære af (se L&P 82:3).« (»Svar mig«, Stjernen, jan. 1989, s. 28).

»Gud … vil retfærdiggøre, at man begår en lille synd« (2 Ne 28:8). Lære og Pagter er helt tydelig:

»For jeg, Herren, kan ikke se på synd med den mindste grad af billigelse; alligevel skal den, der omvender sig og gør Herrens befalinger, blive tilgivet« (L&P 1:31-32).

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum kommenterede på tåbeligheden i at tro, at vi er bedre stillet, når vi har syndet, på grund af det vi har lært af den oplevelse:

»Tanken om, at man er bedre stillet efter, at man har syndet og omvendt sig, er modstanderens djævelske løgn. Er der nogen her, som tror, at det er bedre, at man på egen hånd erfarer, at et vist slag vil brække en knogle, eller en bestemt kemisk mikstur vil eksplodere og svide huden af? Er vi bedre stillet efter vi har lidt og helet os fra sådanne skader? Jeg tror, at vi alle kan se, at det er bedre at give agt på kloge personers advarsler, som kender til virkningen på vores krop« (»Sin and Suffering«, foredrag på Brigham Young University, 5. aug. 1990, s. 6, speeches.byu.edu).

»Lyv lidt« (2 Ne 28:8). Præsident Gordon B. Hinckley formanede os til at modstå fristelsen til at lyve lidt:

»Nefi beskrev således folket på sin tid, ligesom han også beskrev mange i vor tid. Hvor er det let for os at sige: ›Vi tror, at vi skal være ærlige, pålidelige, kyske, velgørende‹(TA 1:13). Men hvor svært er det ikke for mange at modstå fristelsen til at lyve lidt, snyde lidt, stjæle lidt og bære falsk vidne, når man sladrer om andre. Hæv jer over det … Vær stærke i ærlighedens enkle dyd« (»Byg dit tabernakel«, Stjernen, jan. 1993, s. 50).

»Gud [vil] slå os med nogle få slag, og til sidst skal vi blive frelst« (2 Ne 28:8). Præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab talte mod denne løgn:

»Det, som nogle fejlagtigt kalder for ›planlagt omvendelse‹, er et bedrag. Der findes ikke nogen sådan lære i Kirken. Det lyder måske tiltrækkende, men det er i den grad en afskyelig og falsk idé. Dens hensigt er at overbevise os om, at vi bevidst og overlagt kan overtræde i visheden om, at hurtig omvendelse gør det muligt for os at nyde evangeliets fulde velsignelser, såsom templets velsignelser eller en mission. Sand omvendelse kan være en lang, smertefuld proces. Denne tåbelige lære blev forudset af Nefi:

›Og der skal også være mange, der skal sige: Spis, drik, og vær lystig, men frygt alligevel Gud – han vil retfærdiggøre, at man begår en lille synd … det er der intet galt i; og gør alt dette, for i morgen skal vi dø; og dersom vi er skyldige, vil Gud slå os med nogle få slag, og til sidst skal vi blive frelst i Guds rige‹ (2 Ne 28:8).

… Alle vore pagter skal ikke alene modtages gennem ordinancer, men for at være evige, skal de også besegles af forjættelsens hellige Ånd. Dette guddommelige godkendelsesstempel sættes kun på vore ordinancer og pagter, hvis vi er trofaste. Det falske begreb »planlagt omvendelse« omfatter et element af bedrag, men forjættelsens hellige Ånd lader sig ikke narre« (»Den indre fjende«, Liahona, jan. 2001, s. 56).

2 Nefi 28:21-22. »Og andre beroliger han … andre drager han bort ved smiger«

Biskop Richard C. Edgley, rådgiver i Det Præsiderende Biskopråd, har talt om farerne ved at blive beroliget og smigret:

»Hver eneste handling, god eller dårlig, har konsekvenser. Hver eneste gode handling styrker vores evne til at gøre godt og stå fast over for synd og fejltrin. Hver eneste overtrædelse, uanset hvor lille den er, gør os mere sårbare over for Satans påvirkning, næste gang han frister os. Satan trækker i os en centimeter ad gangen og bedrager os med hensyn til konsekvenserne af såkaldte små synder, indtil han fanger os i alvorligere overtrædelser. Nefi beskrev det som en teknik, der beroliger os, dysser os til ro og drager os bort ved smiger, indtil Satan ›griber [os] med sine forfærdelige lænker, hvorfra der ingen udfrielse er‹ (2 Ne 28:22; se også v. 21)« (»For at du må få større frimodighed«, Stjernen, jan. 1995, 40).