Bibliotek
Lektion 136: 4 Nefi 1


Lektion 136

4 Nefi

Indledning

Efter Jesu Kristi tjenestegerning blandt Lehis efterkommere efterlevede folket hans lærdomme og nød mere end 100 års enighed, velstand og lykke. De forenede sig som »Kristi børn« og omtalte ikke længere sig selv som nefitter eller lamanitter (4 Ne 1:17). Men de blev efterhånden stolte og stadig mere ugudelige, og de opdelte sig igen som nefitter og lamanitter. Omkring 300 år efter Frelserens besøg var næsten alle blandt folket blevet ugudelige.

Forslag til undervisningen

4 Ne 1:1-18.

Alle mennesker bliver omvendt og oplever fred og lykke

Før undervisningen forbereder du to blanke stykker papir til hver elev – om muligt et hvidt og et farvet (halve ark er tilstrækkelige). Anbring et hvidt ark på elevernes bord eller stol, inden de kommer. Læg de farvede ark til side til brug senere i lektionen. Skriv følgende spørgsmål på tavlen: Hvad gør jer virkelig lykkelige? Når eleverne ankommer, opfordrer du dem til at skrive deres svar på spørgsmålet på tavlen.

Indled klassen ved at drøfte de svar, de har skrevet på tavlen. Stil eleverne følgende spørgsmål:

  • Hvad er forskellen på ting, der gør os midlertidigt glade og ting, der fører til varig glæde? (Når eleverne svarer, kan du måske understrege, at sand lykke ikke findes i verdslige ting som popularitet, rigdom og materielle ejendele).

Forklar, at 4 Nefi er en optegnelse over flere generationer af Lehis efterkommere, der levede efter Jesu Kristi besøg. Bed eleverne om at læse 4 Nefi 1:16 for sig selv og finde ud af, hvordan Mormon beskrev de mennesker, der levede ca. år 100 efter Frelserens besøg. Foreslå eventuelt eleverne at markere udtrykket »visselig kunne der ikke findes noget lykkeligere folk«. Bed eleverne om at skrive Der kunne ikke findes noget lykkeligere folk øverst på det hvide stykke papir. Lad dem derpå tegne en stor cirkel midt på papiret.

Billede
cirkel

Bed eleverne om at læse 4 Nefi 1:1-2 og finde frem til det, som folket gjorde for at gøre denne glæde mulig. Bed dem om at skrive deres svar inde i cirklen. (Svarene bør omfatte, at folket omvendte sig, blev døbt, modtog Helligånden og blev »alle … omvendt til Herren«.

  • Hvad vil det sige at blive omvendt?

Hjælp eleverne til at forstå, at omvendelse er dybere end blot at have et vidnesbyrd eller at være medlem af Kirken ved at opfordre en elev til at læse følgende udtalelse af ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum. Giv om muligt eleverne kopier af denne udtalelse, og tilskynd dem til at finde frem til de ord og udtryk, der definerer omvendelse.

»Jeres lykke nu og for evigt afhænger af, i hvor høj grad I har omvendt jer og den forandring, som det giver i jeres liv. Hvordan kan man så blive virkelig omvendt? Præsident Marion G. Romney beskriver de trin, man skal følge:

Billede
Ældste Richard G. Scott

›Medlemskab af Kirken og omvendelse er ikke nødvendigvis det samme. At være omvendt og have et vidnesbyrd er heller ikke nødvendigvis det samme. Et vidnesbyrd kommer, når Helligånden vidner om sandheden for en oprigtigt søgende. Et gribende vidnesbyrd giver troen liv. Det vil sige, at det ansporer til omvendelse og lydighed mod befalingerne. Sand omvendelse er frugten af eller belønningen for omvendelse og lydighed‹ (i Conference Report, områdekonference i Guatemala 1977, s. 8-9).

Sand omvendelse er ganske enkelt frugten af tro, omvendelse og konsekvent lydighed …

Sand omvendelse giver frugt i form af varig lykke, som man kan føle, selv når verden er i oprør og de fleste er alt andet end lykkelige« (»Fuld omvendelse bringer lykke«, Liahona, juli 2002, s. 27, 28).

  • Hvilke ord og udtryk hører I, der definerer omvendelse?

  • Hvordan tror I, det ville være, hvis alle omkring jer var omvendt til Herren?

Skriv følgende skriftstedshenvisning på tavlen: 4 Nefi 1:2-3, 5, 7, 10-13, 15-18. Bed eleverne om at skiftes til at læse disse vers højt. Bed klassen om at følge med og finde de ord og udtryk, der beskriver det, som folket oplevede, fordi de alle var omvendt til Herren. Lad eleverne skrive disse ord og udtryk rundt om cirklen på deres papir. (Svar kan omfatte følgende: der var ingen stridigheder og mundhuggerier, de handlede retfærdigt over for hinanden, de havde alt fælles, mange mirakler blev udført i Jesu Kristi navn, Herren gav folket fremgang, de genopbyggede byer, der var blevet ødelagt, de giftede sig og stiftede familier, de mangfoldiggjorde sig og blev stærke, Guds kærlighed var i deres hjerte, og de var lykkelige og forenede).

Bed eleverne om at finde et princip om lykke, som de har lært i den første halvdel af 4 Nefi 1. Selv om eleverne finder frem til flere principper, så sørg for at det udtrykkes, at når mennesker arbejder sammen om at blive omvendt til Herren, bliver de forenede og oplever større glæde. Skriv eventuelt dette princip på tavlen.

  • Hvilke velsignelser tror I, vores klasse kunne få, hvis vi alle levede, ligesom disse mennesker levede? Hvilke velsignelser tror I, jeres familie ville få? Hvilke velsignelser tror I, jeres menighed ville få?

Bed eleverne om at fortælle om engang, hvor de var en del af en gruppe, der var forenet i retskaffenhed, som fx deres familie, et kvorum eller en klasse eller en gruppe venner. Du kan også fortælle om en oplevelse.

  • Hvordan kan jeres bestræbelser på at være retskafne påvirke glæden og trivslen hos mennesker omkring jer? (Sørg for at eleverne forstår, at vores omvendelse og retfærdige handlinger ikke kun bidrager til vores egen lykke, men også til andres lykke og trivsel. Når medlemmer i familien, et kvorum, en klasse eller en gruppe er forenede i retskaffenhed, kan de opleve større glæde, end de ville være i stand til på egen hånd.

  • Hvordan kan en persons synder påvirke resten af en gruppe, der stræber efter at være retskaffen?

Tilskynd eleverne til at blive mere omvendte til Herren og hjælpe mennesker omkring sig til at gøre det samme. Hjælp eleverne med denne udfordring ved at bede dem om at gennemgå de ord og udtryk, de har skrevet på deres papir. Bed dem om at vælge et eller to udtryk, der beskriver måder at leve på, som de gerne vil opleve. Giv dem et par minutter til at skrive i deres skriftstudiebog, hvordan de vil stræbe efter at leve sådan. Bær vidnesbyrd om den lykke, der kommer i kraft af sand omvendelse og ved at være forenet i retskaffenhed.

4 Nefi 1:19-49

Nefitterne vokser i ugudelighed, indtil der kun er få retskafne tilbage

  • Hvad tror I, der kan ødelægge et samfund som det, der er beskrevet i 4 Nefi 1:1-18?

Lad eleverne læse 4 Nefi 1:20, 23-24 for sig selv og finde det, der truede folkets enighed og lykke. Foreslå dem eventuelt at markere det, de finder. Når de har fortalt, hvad de har fundet, skriver du følgende udtalelse af præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab. (Denne udtalelse findes i »Af ét hjerte«, Liahona, nov. 2008, s. 70). Foreslå eventuelt eleverne, at de skriver denne udtalelse i deres skrifter ud for 4 Nefi 1:24.

»Stolthed er enighedens store fjende« (præsident Henry B. Eyring).

  • Hvordan mener I, at kan stolthed være enighedens fjende?

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Dieter F. Uchtdorf fra Det Første Præsidentskab højt. Bed klassen om at lytte efter, hvordan stolthed kan ødelægge enighed.

Billede
Præsident Dieter F. Uchtdorf

»Stolthed er i sin kerne en synd bestående af sammenligning, for selv om den normalt begynder med: ›Se, hvor vidunderlig jeg er, og de store ting, som jeg har udrettet‹, så synes den altid at ende med: ›Derfor er jeg bedre end dig.‹

Når vores hjerte er fyldt med stolthed, begår vi en alvorlig synd, for vi bryder de to store bud (se Matt 22:36-40). I stedet for at tilbede Gud og elske vores næste afslører vi den virkelige genstand for vores tilbedelse og kærlighed – det billede, som vi ser i spejlet« (»Stolthed og præstedømmet«, Liahona, nov. 2010, s. 56).

  • Hvordan kan stolthed ødelægge enighed ud fra præsident Uchtdorfs udtalelse?

Bed et par elever om at skiftes til at læse højt fra 4 Nefi 1:24-35, 38-45. Bed klassen om at følge med og finde frem til følgerne af stolthed blandt folket. Foreslå eventuelt eleverne at markere det, de finder. (Det kan være følgende svar: gå med dyrt tøj, opdele i sociale rangklasser eller eksklusive vennegrupper, oprette kirker for vindings skyld, fornægte den sande kirke, forfølge de trofaste, danne hemmelige sammensværgelser samt ugudelighed).

Bed en efter en hver elev om at fortælle en ting, han eller hun har fundet frem til. (Eleverne gentager måske hinandens svar). Efterhånden som hver elev svarer, skriver du svaret på et af de farvede stykker papir, som du lagde til side inden undervisningen. Giv eleven det farvede papir i bytte for hans eller hendes hvide papir, der beskriver folkets lykke og enighed. Gentag dette indtil alle eleverne i klassen har byttet deres hvide papir ud med et farvet papir.

Bed eleverne om at kigge rundt for at se, at alle i klassen har et farvet papir, der repræsenterer stolthed. Bed dem om at overveje, hvordan Jesu tre disciple må have følt det, da de så stolthed og ugudelighed sprede sig blandt et folk, der engang havde været så lykkeligt og forenet.

  • Hvilken sandhed kan vi lære af disse vers? (Selv om eleverne bruger andre ord, bør de komme frem til følgende princip: Synden stolthed skaber splittelse og fører til ugudelighed. Skriv eventuelt denne sandhed på tavlen).

  • Hvordan kan nogle få menneskers stolthed påvirke en hel gruppes lykke?

Bed eleverne om at overveje, hvordan én persons stolthed kan påvirke andre i følgende eksempler:

  1. Trods sin families opmuntring beslutter en storebror at følge sine selviske interesser frem for at tage på mission.

  2. En deltager i Unge Piger eller præstedømmekvorummet forstyrrer med vilje, nægter at deltage i klassen og undslår at følge instruktioner.

  3. En ung mand eller pige bliver ved med at drille eller nedgøre en anden i sin vennegruppe.

Bed eleverne om at tænke på situationer, hvor de har set stolthed skade lykke og enighed.

Bed eleverne om at overveje deres rolle i forskellige grupper, som de tilhører, som fx deres familie, kvorum eller klasse, menighed og seminarklasse. (Nævn eventuelt andre grupper, som dine elever er en del af). Bed dem om at overveje, hvorvidt de har gjort eller gør noget, der viser stolthed i deres forhold til andre mennesker i disse grupper. Tilskynd dem til at omvende sig og tænke over, hvordan de kan overvinde stolthed og fremme enighed og retskaffenhed i disse grupper. Bed dem også om at overveje det, de har skrevet om, hvordan de vil leve mere som Lehis efterkommere, der blev omvendt til Herren.

Bær vidnesbyrd om, at når vi stræber efter at blive mere omvendt til Jesus Kristus og leve sammen med andre i samhørighed, kan vi opleve en lykke som den, der er beskrevet i 4 Nefi 1:1-18.

Kommentar og baggrundsinformation

4 Nefi 1:1-2 »Alle mennesker … blev omvendt til Herren«

Præsident Marion G. Romney fra Det Første Præsidentskab forklarede omvendelsesprocessen:

»Omvendelse gennemføres ved guddommelig tilgivelse, som tilgiver synder. Det forløber nogenlunde således. En oprigtigt søgende hører budskabet. Han spørger Herren i bøn, om det er sandt. Helligånden vidner for ham. Det er et vidnesbyrd. Hvis hans vidnesbyrd er stærkt nok, omvender han sig ved at adlyde befalingerne. Ved en sådan lydighed får han guddommelig tilgivelse, som tilgiver synder. Således omvendes han til et nyt liv. Hans ånd helbredes« (i Conference Report, okt. 1963, s. 24).

4 Ne 1:1-18. Behovet for enighed

Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab har sagt:

»Herrens profeter har altid opfordret til enighed. Behovet for, at den gave bliver os skænket, og udfordringen med at bevare den, bliver kun større i den kommende tid, hvor vi som folk skal gøre os klar til vores herlige bestemmelse …

Vi ved af erfaring, at vi føler glæde, når vi velsignes med enighed. Som vor himmelske Faders åndelige børn længes vi efter den glæde, vi følte hos ham i livet før dette. Af kærlighed til os ønsker han at skænke os det hellige ønske om enighed.

Han kan ikke give den til os som enkeltpersoner. Glæden ved at være ét, som han så gerne vil give os, sker ikke i isolation. Vi må stræbe efter den og gøre os værdige til den i fællesskab. Det er derfor ikke overraskende, at Gud beder os om at samles, så han kan velsigne os. Han ønsker, at vi samles i familier. Han har sørget for klasser, menigheder og befalet os at mødes der ofte. På de samlingssteder Gud har udpeget, ligger der store muligheder og venter. Vi kan bede og arbejde for den enighed, som vil give os glæde og forøge vores kraft til at tjene« (»Af ét hjerte«, Liahona, nov. 2008, s. 68, 69).

Udskriv