Bibliotek
Lektion 81: Alma 17


Lektion 81

Alma 17

Indledning

Som forberedelse til at forkynde evangeliet for lamanitterne søgte Mosijas sønner Herrens vejledning ved at faste og bede. Herren trøstede dem og lovede, at de skulle blive redskaber i hans hænder »til frelse for mange sjæle« (Alma 17:11). Tidligere havde han gennem en åbenbaring til deres far lovet dem, at han ville »udfri [dem] af lamanitternes hænder« (Mosi 28:7). Styrket af Herrens løfter og i tillid til, at de en dag skulle mødes igen, skiltes de for at forkynde evangeliet i forskellige egne. Ammon tog til Ismaels land, hvor han forberedte sig til at undervise folket ved at tjene deres konge.

Forslag til undervisningen

Alma 17:1-16

Mosijas sønner gransker skrifterne, beder og faster, så de kan kende Guds ord og undervise med kraft

Skriv følgende ufuldstændige udtalelse på tavlen før undervisningen: »Den allervigtigste ting, I kan gøre for at forberede jer på et kald til at tjene [som missionær], er at …« (der bliver henvist til dette lidt senere i lektionen).

Spørg eleverne, om de har været til stede, når familie eller venner er vendt hjem fra mission efter trofast tjeneste. Bed et par elever om at beskrive disse missionærers kristuslignende kendetegn, da de kom hjem.

  • Hvilke positive ændringer så I hos dem efter deres mission? Hvad tror I, der var årsag til disse ændringer?

Forklar, at efter at have forkyndt evangeliet i 14 år i Nefis land, vendte Mosijas sønner tilbage til Zarahemla og blev genforenet med Alma. Hvis eleverne har brug for et kort tilbageblik på historien omkring Alma og Mosijas sønner, kan du spørge:

  • Hvilket forhold havde Alma og Mosijas sønner til hinanden? (Overvej at bede eleverne om at læse kapitelresumeet for Mosija 27, hvis de skal bruge hjælp til at besvare).

Forklar, at mens Alma havde forkyndt omvendelse og oprettet Kirken blandt nefitterne i Zarahemlas land samt andre lande, havde Mosijas sønner forkyndt evangeliet for lamanitterne i Nefis land. (Henvis eventuelt til Mormons Bogs bogmærke som en del af denne forklaring). Navnene på Mosijas sønner var Ammon, Aron, Omner og Himni (se Mosi 27:34). Alma 17-26 beretter om nogle af deres missionæroplevelser.

Bed en elev om at læse Alma 17:1-2 højt.

  • Hvad følte Alma, da han genså sine venner? Hvorfor tror I, han følte sådan?

Henled elevernes opmærksomhed på den ufuldstændige udtalelse, du skrev på tavlen før klassetiden. Lad eleverne foreslå, hvordan udtalelsen kan fortsættes. Læs dernæst, hvordan ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum færdiggjorde denne udtalelse: »Den allervigtigste ting, I kan gøre for at forberede jer på et kald til at tjene [som missionær], er at blive missionærer, længe før I tager på mission« (»Bliv missionær«, Liahona, nov. 2005, s. 45). Afslut udtalelsen på tavlen.

Påpeg, at en måde, hvorpå vi kan vide, hvordan man bliver missionær, er at lære om trofaste missionærers tjeneste i skrifterne. Bed klassen om for sig selv at læse Alma 17:2-4 og finde årsager til, at Mosijas sønner havde held med sig til at bringe folk til kundskab om sandheden.

  • Hvad gjorde Mosijas sønner, som hjalp dem til at blive fremgangsrige missionærer? (Deres svar kan fx være, at de havde »gransket skrifterne flittigt«, bedt og fastet).

  • Hvilke velsignelser fik de, fordi de havde studeret, fastet og bedt? (Når eleverne svarer på dette spørgsmål, så hjælp dem til at finde frem til følgende princip: Når vi gransker skrifterne, beder og faster, kan vi få Helligånden og undervise med kraft.

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af ældste Bednar, der understreger, hvad vi kan gøre for at blive missionærer:

Billede
Ældste David A. Bednar

»I kan øge jeres ønske om at tjene Gud (se L&P 4:3), og I kan begynde med at tænke som missionærer tænker, læse hvad missionærer læser, bede som missionærer beder, og føle som missionærer føler. I kan undgå den verdslige indflydelse, der får Helligånden til at trække sig tilbage, og I kan vokse i tillid til at genkende og reagere på åndelige tilskyndelser. Linje på linje, bud på bud, lidt her og lidt der kan I gradvist blive de missionærer, I håber på at blive, og de missionærer, som Frelseren forventer …

Den forberedelse, jeg her beskriver, er ikke kun rettet mod jeres missionærtjeneste som 19- eller 20- eller 21-årige unge mænd … I forbereder jer på et liv fuld af missionering … Vi er altid missionærer« (»Bliv missionær«, s. 45-46).

Hjælp eleverne til at anvende de principper, som ældste Bednar belærte om, der står i Alma 17:2-4 ved at bede dem om at skrive i skriftstudiebogen, hvad de vil gøre for at blive missionær, før de bliver kaldet til at tjene.

Lad eleverne læse Alma 17:9 for sig selv og finde frem til, hvad Mosijas sønner og deres makkere bad om. Når eleverne har berettet om det, de har fundet frem til, beder du dem om at læse Alma 17:10-12 og finde Herrens svar på deres bønner.

  • Hvorfor tror I, at deres hjerte »fattede mod«, da de fik Herrens svar på deres bønner?

  • Alma 17:11 indeholder Herrens løfte om, at han ville gøre disse missionærer til redskaber i sine hænder. Hvilken betydning har det for jer? Hvordan kan vi være et redskab i Herrens hænder?

  • Herren instruerede disse missionærer i at »være gode eksempler« (Alma 17:11). Hvorfor tror I, at det var en vigtig del af deres missionærtjeneste at være et godt eksempel? (Hjælp eleverne til at finde frem til følgende princip, mens de kommer med deres svar: Når vi er et godt eksempel, kan Herren gøre os til et redskab i sine hænder. Skriv eventuelt denne sandhed på tavlen).

  • Hvad kan mennesker fx lære om evangeliet, når de ser vores gode eksempel?

  • Hvornår har andres gode eksempel hjulpet jer?

    Bær vidnesbyrd om vigtigheden af et være et godt eksempel, og motiver eleverne til at være et godt eksempel for mennesker omkring dem. Hvis du kan huske nogle bestemte situationer, hvor du har set elever være et godt eksempel, kan du eventuelt rose dem for det, de har gjort. Undlad dog at komme med generelle eller vage komplimenter, som kan virke falske.

Bed eleverne om at læse Alma 17:13-16 for sig selv og tænke over det vanskelige ved at undervise lamanitterne på det tidspunkt.

  • Hvorfor var Mosijas sønner villige til at lide trængsler og tage ud blandt lamanitterne? (Se Alma 17:16; se også Mosi 28:1-3).

Alma 17:17-39

Ammon bliver kong Lamonis tjener og bevarer kongens flokke

Sammenfat Alma 17:18-20 ved at forklare, at Ammon underviste og velsignede disse missionærer, før de skiltes for at forkynde evangeliet i forskellige egne. Derpå tog han til et land ved navn Ismael. Da han kom ind i det land, blev han taget til fange og ført frem for kongen. Bed to elever om at skiftes til at læse højt fra Alma 17:21-25.

  • Hvad mener I, der er bemærkelsesværdigt ved, at Ammon siger til kongen: »Jeg vil være din tjener«? (Alma 17:25).

  • Hvornår har I set, at det fører til muligheder at fortælle om evangeliet, når vi tjener?

Sammenfat kort Alma 17:26-27 ved at forklare, at mens Ammon vogtede kongens flokke, spredte en gruppe lamanitter flokkene.

Del klassen op i grupper med tre elever i hver gruppe. Skriv følgende skriftstedshenvisninger på tavlen: Alma 17:28-32; Alma 17:33-35; Alma 17:36-39. Bed eleverne i hver gruppe om at fordele disse skriftstedspassager blandt sig. Lad eleverne læse deres skriftstedspassage for sig selv og finde svar til følgende spørgsmål: (Skriv eventuelt disse spørgsmål på tavlen).

  • Hvad skete der i jeres del af historien?

  • Hvordan kan dette have forberedt folket til at tage imod evangeliet?

  • Hvilke egenskaber udviste Ammon?

Giv grupperne tid til at drøfte deres svar. Spørg så:

  • Hvad kan vi lære af denne beretning? (Eleverne kommer måske med forskellige svar. De kan fx sige, at vi gennem tjeneste kan forberede andre til at tage imod evangeliet, eller at når vi er i Herrens tjeneste, kan vi få mod og være ved godt mod. Bed eventuelt eleverne om at skrive disse principper i deres skrifter).

Foreslå eleverne at skrive i deres skriftstudiebog, hvad de kan gøre for at være et godt eksempel på at efterleve evangeliet. For de unge piger kan dette mål hjælpe dem til at fuldføre endnu en opgave i Personlig fremgang under »Gode gerninger«. For præster kan dette mål hjælpe dem til at lære og udføre deres pligter i hæftet Pligt mod Gud under »Præstedømmepligter« og »Indbyd alle til at komme til Kristus«.

Kommentar og baggrundsinformation

Alma 17. Unge mænds og unge pigers virke som fuldtidsmissionærer

Præsident Thomas S. Monson gav følgende råd til unge mænd og unge piger angående deres ansvar for at udføre en fuldtidsmission:

»Til de unge mænd i Det Aronske Præstedømme og til de unge mænd, der bliver ældste: Jeg gentager det, som profeterne længe har undervist i – at hver eneste værdige unge mand, som er i stand dertil, bør forberede sig til at tage på mission. Missionering er en præstedømmepligt – en forpligtelse, som Herren forventer af os, der er blevet skænket rigtig meget. Unge mænd, jeg formaner jer til at forberede jer til at tjene som missionær. Hold jer rene og ubesmittede og værdige til at repræsentere Herren. Hold jer sunde og stærke. Studér skrifterne. Hvor det er muligt, deltag så i seminar eller institut. Sæt jer ind i missionærhåndbogen Forkynd mit evangelium.

Og en bemærkning til jer unge søstre: Selv om I ikke har det samme præstedømmeansvar, som de unge mænd har til at tjene som fuldtidsmissionærer, så kan I også yde værdifulde bidrag som missionærer, og vi byder jeres indsats velkommen« (»Nu, hvor vi atter mødes«, Liahona, nov. 2010, s. 5-6).

Udskriv