Bibliotek
Lektion 152: Moroni 1-3


Lektion 152

Moroni 1-3

Indledning

Efter at have forkortet Eters plader regnede Moroni ikke med, at han skulle skrive mere. Han blev imidlertid inspireret til at skrive »yderligere nogle få ord, for at de måske [kunne] blive af værdi for [hans] brødre, lamanitterne, en dag i fremtiden efter Herrens vilje« (Moro 1:4). Hans ord bekræfter hans trofasthed over for Jesus Kristus, og de angiver også hovedtrækkene i væsentlige ordinancer i evangeliet.

Forslag til undervisningen

Moroni 1

Moroni vandrer omkring for sit livs sikkerheds skyld og fortsætter sine skrivelser

Bed en elev om at læse følgende beretning højt fortalt af en ung pige, der forsvarede sin tro i skolen:

»Min lærer stod foran klassen og talte om et klip fra en film, vi skulle til at se … Min lærer … forklarede nonchalant, at … filmen var en film for voksne. Jeg var lamslået … Jeg troede aldrig, det skulle ske.

Jeg sad på min stol og tænkte over, hvad jeg skulle gøre. En tanke blev ved med at komme til mig: Vi er blevet bedt om ikke at se anstødelige film. Jeg prøvede at bortforklare det ved, at fordi jeg var i skolen, ville den del af filmen, vi skulle se, være passende. Men tanken om ikke at se anstødelige film vandt over mine bortforklaringer.

Jeg rejste mig roligt, og foran hele klassen bad jeg om lov til at sidde udenfor, mens filmen blev vist. Jeg følte alles øjne på mig, da jeg skubbede min stol ud og greb min bog. Jeg kunne se på deres ansigter, at de simpelthen ikke forstod det.

Mens jeg sad ude i gangen, følte jeg mig glad. Jeg vidste, jeg havde gjort det rigtige, uanset hvad mine jævnaldrende eller lærer sagde. Jeg følte mig også stærkere. Jeg vidste, at jeg ikke behøvede at se en upassende filmscene, bare fordi min lærer havde præsenteret den for os.

… Jeg tror, at hvis vi tager kampen op, når vi møder modstand, bliver vi stærkere, end hvis vi havde sat os ned og ladet stå til.

Det er en indre styrke, som vi får gennem vor Frelser. Hvis vi ser hen til ham i vanskelige tider, bliver vi gjort stærke. Vores tro på ham kan give os mod til at se modgangen i øjnene« (Catherine Hall, »Standing Up, Standing Out«, New Era, feb. 2012, s. 11).

Bed eleverne om at læse Moroni 1:1-3 for sig selv og finde ud af, hvordan Moroni stod alene med sin tro. Lad dem fortælle, hvad de har fundet frem til. Overvej at stille følgende spørgsmål:

  • Hvad mener I, det betyder, »ikke [at] fornægte Kristus«?

  • Hvornår har I, eller en I kender, taget en beslutning om at følge Jesus Kristus midt i modgang?

Forklar, at selv om Moroni og den unge pige er store eksempler på ikke at fornægte Jesus Kristus, kan vi alle træffe små beslutninger hver dag, der viser den samme tro, lydighed og ønske om »ikke [at] fornægte Kristus«.

  • Hvordan kan I følge Moronis eksempel? (Måske foreslår eleverne, at de ikke skammer sig over evangeliet og dets standarder, at de adlyder befalingerne, er et godt eksempel og står fast i Jesu Kristi vidnesbyrd, selv når andre ikke gør det).

Bed en elev om at læse Moroni 1:4 højt. Bed klassen om at følge med og finde årsagerne til, at Moroni valgte at fortsætte med at skrive. Når eleverne har fortalt det, de har fundet ud af, kan du påpege, at Moroni skrev til gavn for efterkommerne af dem, der stræbte ham efter livet.

  • Hvad kan vi lære af Moronis ønske om at hjælpe lamanitterne? (Vi kan vise vores forpligtelse til at følge Jesus Kristus ved at vælge at vise vore fjender kærlighed).

Forklar, at Moronis forpligtelse til at følge Jesus Kristus gjorde, at han skrev om nogle få væsentlige aspekter ved Kirken, som han følte var »af værdi« (Moro 1:4). Når eleverne studerer Moroni 2-3, så bed dem om at overveje, hvordan disse kapitler kan være af værdi for dem.

Moroni 2

Moroni optegner Jesu Kristi instruktioner om overdragelse af Helligåndsgaven

Bed en ung mand om at komme op foran i klassen. Bed klassen om at forestille sig, at denne unge mand er fuldtidsmissionær. Han og hans kammerat har undervist en person i evangeliet, og vedkommende har besluttet sig for at blive døbt. Den unge mand i din klasse bliver bedt om at udføre ordinancen for bekræftelsen, hvilket indebærer at overdrage Helligåndsgaven. Stil den unge mand følgende spørgsmål:

  • Hvad kan du gøre for at berede dig til at udføre denne ordinance? (Når den unge mand har svaret, beder du resten af klassen om at fremkomme med deres tanker).

Forklar, at da den opstandne Frelser besøgte nefitterne, »rørte han med hånden de disciple, som han havde udvalgt«, og »gav dem magt til at give Helligånden« (3 Ne 18:36-37). I sin optegnelse medtog Moroni nogle af Frelserens instruktioner til de tolv nefitiske disciple om, hvordan man overdrager Helligåndsgaven. Lad en elev læse Moroni 2:1-3 højt og bede klassen om at finde frem til følgende oplysninger.

  1. Hvad den person, der udfører ordinancen, bør gøre for at forberede sig

  2. Hvordan ordinancen skal udføres

Når eleverne har læst versene, stiller du nogle af eller alle af følgende spørgsmål:

  • Hvilket præstedømme kræves ifølge fodnote b til Moroni 2:2 for at overdrage Helligåndsgaven? (Det Melkisedekske Præstedømme).

  • Hvad bør en melkisedeksk præstedømmebærer gøre for at forberede sig til at give Helligåndsgaven? (Han bør »påkalde Faderen i [Jesu Kristi] navn i indtrængende bøn«).

  • Hvordan tror I, at bøn kan hjælpe en person til at udføre en præstedømmeordinance?

  • Hvordan skal bekræftelsesordinancen udføres? (Ved håndspålæggelse og i Jesu Kristi navn. Forklar, at melkisedekske præstedømmebærere i denne del af ordinancen skal anvende bestemte ord. Fuldtidsmissionærer får en lille håndbog med instruktioner til, hvordan præstedømmets ordinancer og velsignelser udføres).

Sammenfat eventuelt det, eleverne indtil videre har lært, ved at skrive følgende sandhed på tavlen: Melkisedekske præstedømmebærere overdrager Helligåndsgaven til døbte kirkemedlemmer ved håndspålæggelse).

Moroni 3

Moroni optegner Jesu Kristi instruktioner om ordinering af præster og lærere

En dag eller to før undervisningen kan du overveje at bede en ung mand om at forberede sig til at læse sin præstedømmemyndighedslinje for klassen. (Eller du kan forberede dig på at læse din egen præstedømmelinje eller bede en i din familie eller en præstedømmeleder i din menighed om det). Forklar, at en præstedømmemyndighedslinje viser en præstedømmebærers myndighed tilbage til Jesus Kristus. Melkisedekske Præstedømmebærere kan bede om en attest på deres præstedømmelinje ved at kontakte Kirkens hovedsæde eller administrationskontoret for deres område. Kirken giver ikke attester på præstedømmemyndighedslinjer til aronske præstedømmebærere. Men hvis en aronsk præstedømmebærer blev ordineret af en melkisedeksk præstedømmebærer, vil han kunne få kendskab til myndighedslinjen for den mand, der ordinerede ham.

Bed eleven om at læse sin myndighedslinje for klassen (eller læs den, du har taget med i klassen). Bed ham om at fortælle, hvad det betyder for ham at vide, at han kan se sin præstedømmemyndighed direkte tilbage til Jesus Kristus (eller fortæl, hvad du føler ved, at præstedømmebærere er i stand til at se deres myndighed stamme fra Frelseren).

Hjælp eleverne til at forstå, at myndigheden til at udføre alle præstedømmepligter kommer fra Jesus Kristus og vor himmelske Fader, ved at opfordre en elev til at læse følgende udtalelse af ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum:

Billede
Ældste Jeffrey R. Holland

»At handle med guddommelig myndighed kræver mere end en social kontrakt. Den kan ikke frembringes ved teologisk uddannelse eller fuldmagt fra en menighed. Nej, i Guds bemyndigede arbejde skal der være en kraft større end den, der allerede besiddes af folk på kirkebænkene eller på gaderne eller på præsteseminaret – en kendsgerning, som mange oprigtige religiøst søgende indså og åbent erkendte i generationer op til genoprettelsen …

Vi kan i den genoprettede Jesu Kristi Kirke følge præstedømmets myndighedslinje, hvad enten den udøves af den nyeste diakon i menigheden, biskoppen, som præsiderer over ham eller profeten, som præsiderer over os alle. Denne linje går i en ubrudt kæde tilbage til himmelske budbringere, der kom fra selveste Guds Søn med denne enestående gave fra himlen« (se »Vores tydeligste kendetegn«, Liahona, maj 2005, s. 44).

  • Hvorfor er det vigtigt for jer at vide, at alle præstedømmebærere i denne kirke kan spore deres myndighed tilbage Jesus Kristus?

Bed en elev om at læse Moroni 3:1-4 højt. Bed klassen om at følge med og lægge mærke til, hvordan enkeltpersoner ordineres til præstedømmeembeder.

  • Hvordan ordineres enkeltpersoner til præstedømmeembeder? (Enkeltpersoner ordineres til præstedømmeembeder ved håndspålæggelse af dem, der har myndighed).

  • Hvorfor er det nødvendigt for en person at blive ordineret til et præstedømmeembede af en, der har det samme eller et højere embede i dette præstedømme?

Bed præstedømmebærere i klassen om kort at forklare deres præstedømmepligter. Spørg klassen:

  • Hvornår er I blevet velsignede, fordi en præstedømmebærer opfyldte sit ansvar?

Lad et par elever fortælle, hvordan de har følt, at præstedømmet har velsignet dem. Du kan også fortælle, hvordan du er blevet velsignet takket være præstedømmet.

Gennemgang af mesterskriftsteder

Giv eleverne en liste over alle 25 mesterskriftsteder i Mormons Bog og et halvt ark papir. Bed eleverne om at skrive tallene 1, 2 og 3 på deres papir. Læs derpå nedenstående eksempler (eller lav selv nogle, der passer bedre til dine elevers behov og interesser). Lad eleverne skrive det mesterskriftsted ud for det tal på deres papir, som de mener passer bedst til det eksempel, du læste. Bed dem om at fortælle, hvad de har svaret. Eftersom flere end et mesterskriftsted kan passe, beder du eleverne om at forklare, hvorfor de har valgt det, de har.

  1. Du leder efter styrke til at overvinde en særlig vanskelig fristelse. (Mulige svar: Hel 5:12 og 3 Ne 18:15, 20-21).

  2. Mens du studerede skrifterne og tænkte over en udfordring, du har, fik du vejledning til, hvad du skulle gøre. (Muligt svar: 2 Ne 32:3).

  3. Du har følt et pres fra nogle venner om at deltage i aktiviteter, der er i modstrid med Guds befalinger. De siger, at disse aktiviteter hører til at være ung og have det sjovt. (Mulige svar: Mosi 4:30; Alma 37:35; Hel 41:10).

Kommentar og baggrundsinformation

Moroni 2. Præstedømmebærere blandt Lehis efterkommere

Præsident Joseph Fielding Smith har sagt:

»Nefitterne var efterkommere af Josef. Det opdagede Lehi, da han læste bronzepladerne … Der var ingen levitter, der ledsagede Lehi til den vestlige halvkugle. Nefitterne virkede under disse omstændigheder i Det Melkisedekske Præstedømme lige fra Lehis tid til den tid, hvor Frelseren viste sig i blandt dem …

Da Frelseren kom til nefitterne, oprettede han Kirken i sin fylde blandt dem … Derfor kan vi med rette antage, at ikke kun Det Melkisedekske Præstedømmes, men også Det Aronske Præstedømmes fylde blev overdraget, ligesom vi har det i Kirken i dag, og dette Aronske Præstedømme forblev blandt dem fra da af, indtil alt præstedømme ophørte på grund af ugudelighed. Vi kan være forvissede om, at nefitterne i Moronis dage ordinerede lærere og præster i Det Aronske Præstedømme, men før Frelserens besøg virkede de i Det Melkisedekske Præstedømme« (Answers to Gospel Questions, saml. Joseph Fielding Smith jun., 5 bd., 1957-1966, 1:124, 126).

Moroni 2:1. Tjente de tolv nefitiske disciple som apostle?

Profeten Joseph Smith har sagt:

»Denne bog, Mormons Bog, fortæller os også, at vor Frelser viste sig på dette kontinent efter sin opstandelse … at de havde apostle, profeter, præster, lærere og evangelister, den samme orden, det samme præstedømme, de samme ordinancer, gaver, magt og velsignelser, som man kunne glæde sig over på den østlige halvkugle« (History of the Church, 4:538).

Præsident Joseph Fielding Smith har forklaret:

»Selv om de tolv nefitter i hvert tilfælde omtales som disciple, forbliver det dog en kendsgerning, at de var blevet begavet med guddommelig myndighed til at være særlige vidner for Kristus blandt deres eget folk. De var derfor faktisk apostle for det nefitiske folk« (se Lærdomme om frelse, saml. Bruce R. McConkie, 3 bd., 1977-1980, 3:251).

Udskriv